Jeg drømte, jeg steg som en kongelig Ørn,
Fribåren steg jeg på Vingernes Vælde;
For ringe syntes mig Jordens Børn,
Thi tog jeg min Flugt mod de skyhøje Fjelde,
Højt over Havet, det dæmpet brusende,
Højt over Kirkernes Tårne i Dale,
Højt over Bjergenes Skove, de susende,
Den kvidrende Lærke, den kredsende Svale.
Dæmpet kun dured i Sollyset sitrende
Fossen dernede, mens Isbræen glitrende
Bugted sig frem mellem sneblanke Toppe —
Snart var jeg ene deroppe.
Det blev så stille, det blev så tyst,
Jeg hørte kun banke mit eget Bryst —
Men i Flugten jeg standsede ej;
Op imod Solen jeg styrede Banen,
Det var et Mål for min Higen og Anen,
Op imod Solen den ligeste Vej!
Gæste vilde jeg Dagenes Drot,
Gæste ham selv i de blånende Sale,
Gæste ham selv i det himmelske Slot,
Ham, der så herlig og stolt kunde vandre,
Vældig og huld,
I Purpur og Guld,
Højt over alle de andre.
Og jeg steg — og jeg steg —
Ej! hvilken kongelig Leg!
Under mig tårned alt regntunge Masser
Dunkle Kolosser og gyldne Paladser;
Bølgende mødtes på alle Kanter
Skyernes Hær
I Solglandsens blodige Skær,
Retsom kæmpende vilde Giganter.
Men end var Solen dog lige fjern,
Og dens funklende Pragt var jo ikkun den samme,
Og mit Bryst var som ramt af et isnende Jern,
Her var knugende koldt,
Varmen var stjålet fra Dagkongens strålende Flamme;
Da følte mit Hjærte et dræbende Stik,
Mod Solen søgte mit bristende Blik;
Det sortned’ for Øjet, jeg glemte mig selv,
Og susende sank jeg mod Jorden afsted
Gennem Vindenes brusende Elv. —
Jeg drømte, jeg vågned til Live igen,
Da lå jeg i Græsset så blødt.
En Rose bøjed sig mod mig hen
Og duftede sødt. —
Da hvisked jeg sagte: »O Roselil!
Hvor fik Du dog Glædens liflige Smil,
Længes Du aldrig mod Lunden?
Længes Du aldrig mod Fjeldets Top?
Længes Du aldrig mod Solen op,
Når Lærken Dig vækker af Blunden?
Du, som må blive på samme Sted,
Fra Sol går op og til Sol går ned,
Med Foden lænket til Grunden?«
Men Rosen nejed med rødmende Kind
Og svarede stille med ydmygt Sind:
»Taknemlig jeg sér mod det høje;
Jeg trænger til Jorden, thi sattes jeg her,
Til denne Varme, til dette Skær,
Jeg fanger fra Himmelens Øje;
Og Solen, den véd det, jeg når ikke den,
Den glemmer mig ikke, men kommer herhen
Med rigelig Løn for min Møje.
Mit Mål, det er kun at folde mig ud
Med svulmende Roser og duftende Skud
Og blive, hvad Himlen har villet,
Og bli’er jeg tilfulde mig selv, jeg véd,
Min ringe Andel giver jeg med
Til Verdens fortryllende Billed. —