Det var så stræng en Vintertid,
Og Sneen føg derude,
Da kom en lille Sangfugl hid
Og banked på min Rude.
Jeg lukked op, jeg tog den ind
I Stuens lune Gemme,
Og straks ved Ovnens røde Skin
Den følte sig som hjemme.
Snart tog den Føde af min Mund
Og meldte Dagens Time,
Så såre bag den fjerne Lund
Den øjned Lysets Strime.
Og når jeg ret med Liv og Lyst
Lod mine Viser klinge,
Straks sang den af det fulde Bryst
Og basked’ med sin Vinge. —
Men sad jeg så med Sorg i Sind
Bedrevet og urolig,
Den strøg sit Hoved mod min Kind
Og kvidred så fortrolig
Og sang en sagte Melodi
Om Vårens Tid, som kommer,
Indtil min Sjæl blev vugget i
Et Hav af Lys og Sommer. —
Men Vintren gik, og Bøgens Top
Fik atter lyse Blade,
Da lukked’ rask jeg Døren op
Og begge var vi glade.
Den strøg sit Hoved mod min Kind,
Den hopped på min Finger,
Så fløj den atter glad i Sind
På sine lette Vinger.
Men jeg — jeg svingede min Hat
»Det går som Du har lovet,
Nu er jo Våren kommen brat,
Skønt længe den har sovet.
Farvel min lille Kammerat
På Grenens grønne Sæde,
Vi høre dog til samme Stat
Og dele samme Glæde.«
Så strakte jeg mig stille hen
I Annemoners Klynge,
Men over mig min lille Ven
Blev stadig ved at synge. —