Forglemmigej — en lille Blomst på Jord,
Og dog en Blomst, som gemmer tusind Minder;
Forglem mig ej — et simpelt lille Ord,
Og dog et Ord, som Hjærterne forbinder.
»Forglem mig ej« — det siger Ven til Ven,
Når sig forskælligt Livets Veje bøje;
»Forglem mig ej« — indtil vi ses igen,
Står tidt i Pigens tårefyldte Øje.
Og derfor, når jeg går i Eng og Lund
Og sér Kærminder blomstre om en Kilde,
De lé til mig fra Breddens friske Grund
Som tusind Øjne kærlige og milde.
De trylle i min Sjæl et Morgengry,
Et Morgengry af mine skønne Minder,
Og som i Drømme skuer jeg påny
En elsket Kreds af Venner og Veninder.
O, det er skønt, men dog en Gang jeg så,
At fjærnt og nær på denne Blomstervrimmel
Sig Dråber vugged i det lyse Blå
Lig Tårer i et Øjes dybe Himmel.
Det var, som tusind klare Øjne små,
Så tåretynged men så kærlig milde,
Det var, som tusind Engle på mig så —
Og på min Vej stod tankefuld jeg stille.
Jeg havde ofte husket Spøg og Skæmt,
Og mangen Ven jeg kaldte frem i Mindet;
Men Hjærtets bedste Ven jeg havde glemt
Af Glædens rige Farvespil forblindet.
Først da jeg fattede det rige Sprog,
Der os i Blomstens Navn i Møde klinger,
Den er et Mindeord i Verdens Bog,
Som Gud har skrevet med sin egen Finger.
»Forglem mig ej« — det tone i dit Bryst;
»Forglem mig ej« — det er Vorherres Stemme.
Ja glem ej ham, da har Du evig Trøst,
Thi Nådens Gud kan kun vor Brøde glemme.