Du skjuler Dig beskeden i det grønne,
Fordi Dit ydre, det er uden Pragt,
Fordi ej åbenlyst man ser det skønne,
Som Gud har i Din simple Krone lagt.
Som Nattergalen uden Farver smukke
Dog synger bedst i hele Skovens Hal,
Således må man mange Blomster plukke
Før lille Blomst Din Vellugt findes skal.
Din Lige kan blandt Mennesker man finde,
I mangen én, der nævnes knapt på Jord,
Sig dølger Livets Væld, i Hjærtet inde
Tro, Håb og Kærlighed tilsammen bor.
Og som Du Vellugt trindt omkring Dig spreder,
Usynlig næsten i et pragtfuldt Bed,
Fra sligt et Hjærte sagtelig sig breder,
Af Verden glemt, en trofast Kærlighed.