Lær mig Gud at vente rolig,
Til Du selv mig sender Bud,
Som i Jordens mørke Bolig
Rolig venter Plantens Skud,
Venter til Du selv befrier
Livet under Sneens Skrud
Og til Vårens Melodier
Folder alle Knopper ud.
Lær mig vente, når herinde
Hjertet i sin dybe Trang
Ej kan Ord og Rytmer finde
Til at bruse ud i Sang;
Lær mig, hvad jeg dårligt næmmer
Gud, min Fader, af mig selv,
At kun Kildens Væld Du hæmmer,
For at gøre den til Elv. —
Lær mig vente, når herinde
Længselsfuldt mit Hjerte slår,
Når jeg længes mod at vinde
En, som helt min Sjæl forstår;
Lær mig, at Du sender Smerte
Dem, Du allermest har kær,
At Du bøjer kun mit Hjerte,
Til Din Nåde jeg er værd.
Men om Håbets lyse Blommer,
Om min Harpe bliver brudt,
Om min Længsels favre Sommer
Blegner i et kort Minut,
Om mit hele Liv herneden
Er bestemt til Vintrens Kår,
Lær mig dog at finde Freden,
Freden, Verden ej forstår. —