Ved en Skole-Indvielse
(1885.)
(1885.)
Vi samles her for første Gang
til Højtid og med festlig Sang
og vie Skolehuset ind
med Herrens Ord i Mund og Sind.
De store bede med de smaa,
at dette Hus maa længe staa
og være ved Guds Varetægt
en Tilflugt for den unge Slægt —
en hjemlig Arnes Helligdom,
som glade Skarer samles om,
— hvor Ingen er i liden Agt,
fordi han er i fattig Dragt —
en Moder altid blid og huld,
der kalder paa sit Børnekuld
og binder det med Lovens Baand,
men Loven selv er Liv og Aand —
en Gaard, der ligger grand og høj,
med prægtig Gavl og prægtig Fløj
og laaner Sol af Himlens Hvælv
og kaster Sol i Verden selv, —
en hegnet Plet, der byder Læ
i Skyggen af et løvrigt Træ
med Kundskabs Frugt paa mangen Gren,
men ingen Frugt, som giver Men —
en Mark, der aldrig ligger gold,
men giver Grøde mangefold! —
Saa være til Guds Velbehag
vor Skole til sin sidste Dag!
Du sende Lys og Varme ned,
Gud Fader, i din Miskundhed,
at Sæden, gemt i Barnets Bryst,
maa give god, livsalig Høst.