Elys Kirkeklokker
(1886).
(1886).
Elys Kirkeklokker ringe over Land,
der glider en Snække paa Ouses Vand.
Det er Knud den rige med Venner i Følge;
det er Dronning Emma paa den lyse Bølge;
under guldvirket Tjæld
de se paa den dejlige Midsommers Kvæld.
»Ror, mine Karle, ror, alle Mand!
rører eders Aarer saa nær under Land,
mens Dagen gaar til Ro,
at vi kan høre Sangen i Munkenes Bo.
Det tykkes mig livsaligt, min Dronning og Viv,
efter Kampe og Kiv,
at gemme mit Skjold og guldhjaltede Sværd
og at sidde som her:
kryste Violer og en sommergrøn Vaand
og lytte til din Stemme og kysse din Haand.«
Kongen kom til Landet med Hævnerens Ris:
nu synge alle Præster den Herres Pris.
Det er Tid at glemme de blodige Dage,
da han drog i Leding paa sin stærke Drage —
under flyvende Ravn
og med hundrede Skjolde i Løfting og Stavn.
»Hviler eders Aarer, stryger vort Sejl!
Skyggerne bli’r lange i Vandenes Spejl,
og Dagen gaar til Ro,
og gladelig der synges i Munkenes Bo!«
Kong Knud og Dronning Emma blandt hærdede Mænd,
med Slagsværd ved Lænd,
de sidde under Teltet og drømme deres Drøm
paa den blinkende Strøm
om Elskov og Glæde i Engellands Vaar
og om en større Glæde, end Verden forstaar.
Salmesangen lyder dæmpet og mild, —
Kong Knud har renset Landet med Jærn og Ild.
Der kan atter leges paa vaargrønne Sletter,
der kan atter soves i lange Nætter,
og den ærbare Mø
tør vandre i Kvælden ved den sølvblanke Sø.
»Ror, mine Karle, hejser vort Sejl!
Maanebroen gynger i Vandenes Spejl,
og Dagen gik til Ro,
og Salmesangen tier i Munkenes Bo.«
Kongen tager Harpen: »Mine Venner, stem i,
mens vi ro her forbi.
Jeg kvæder en Vise, jeg føjer mine Ord —
om den signede Jord,
om Søndagens Hvile, medens Klokkerne gaa,
og om min Hjærtenskære med Guldkrone paa.«