Cassandra
(1885).
(1885).
Det var en Sommeraften. Jeg sad ene
i Haven under Asketræets Grene.
En Regn, saa fin som Støv,
faldt dryssende ned paa det grønne Løv,
de lange Blades Aarer —
og siden ned paa mig som runde Taarer.
Blomsternes Ven, den hvide Sommerfugl,
med vaade Vinger dirred i sit Skjul,
men Sneglen livned, listed frem og voved
at spejde med de lange Øjenstilke.
Det drypped fra de fulde Rosers Hoved,
Valmuen slængte Kysens røde Silke,
nød Sommerregnens Glæde,
og Birken lyste med sin hvide Stamme,
en Jomfru, fugtig end af Badets Væde.
Men lavt, bag Himlens taaredunkle Klæde,
gik matte Skimt af Sommersolens Flamme.
Der var en Frugtbarhed, der var en Grøde,
avlende Kræfter i den lunkne Luft
og liflig Krydderduft
og frydfuld Graad som ved et Elskovsmøde.
Frodig i Farvespillet laa dernede
bag Havegærdets vilde Bukketorn
de brede Marker med den brune Hvede,
det grønlig-gule Korn
og Kløvren, blandt hvis saftigrøde Toppe
en Række Køer, mælkerige, fede,
hvilte med Velbehag de tunge Kroppe.
Det var, som om mit Sind
drak Varme, Lys og liflig Vellugt ind,
og alle bitre Tanker vilde sove.
Da lød paa én Gang fra de fjerne Skove
— først Solo, siden Kor —
en Melodi med noksom kendte Ord,
en overmodig Vise
om Nordens Heltestamme, værd at prise.
Vor Tanke vækkes stundom som en Fugl
kun ved et Ord, en Klang, der naar dens Leje,
og stiger af sit Skjul
og flyver bort — ad aldrig drømte Veje.
Saaledes nu. Den stærke Pral i Sangen
førte min Tanke bort til Oldtids Egne.
Ilions Mure fremsteg for mit Øje
og under Idabjerget
Skamandersletten, endnu ikke hærget,
med modent Korn paa Vangen
og Frugtbarhed og Rigdom alle Vegne.
Ilion fremsteg mellem grønne Høje.
Jeg saa’ en Fløjtespiller i en Hal;
han blæste paa sit Rør,
og til dets Toner tren i lette Danse
Piger med hvide Slør
og vakre Knøse, prydede med Kranse.
Da stod paa én Gang, rank og midiesmal,
men bleg, med mørke Bryn
som stedt i Dødsangst, mellem dem en Kvinde,
der raabte højlydt: »Ve, jeg ser et Syn!
De gamle Mure falde,
og ud af Ilion Røg og Luer vælte.
Slagne paa Gaden ligge Borgens Helte,
og Pigen slæbes bort paa blodig Arm,
med Sløret revet fra sin hvide Barm
og sønderflænget Bælte!«
Saa raabte Kvinden. Men da lo de alle:
»Gaa bort, Cassandra, spar unyttig Sorg!
Ulykkens Profetinde,
til evig Tid vil knejse Trojas Borg!«
Hun ænsed ikke deres haanske Mine,
men gik i navnløs Pine
og varsled Døden for sit Folk, sin Stamme,
og alle Vegne hørte hun det samme:
»Cassandra, spar din Sorg!
Til evig Tid vil knejse Trojas Borg!«
Hvor Simois og hvor Skamandros blaaned,
der lød den armes trøstesløse Klage.
Hun ejed ingen Skærv
til Byens Frelse — løste kun sit Hverv,
at bringe Dødsbud og at blive haanet.
Fra Drømme vejen vendte jeg tilbage.
Jeg sad ved Asketræet, og det hofted,
der gled et Solglimt over Skovens Bryn,
men endnu drypped det fra Løvværksloftet.
Saa fager laa den fredelige Slette
i perleklare Taarer;
men vi, som dyrke den, er blinde Daarer.
Ak, naar jeg tænker paa vor Kiv og Trætte,
det er mig endnu, som Cassandras Stemme
varsler om Uvejrs Lyn
med Sværdtid, Ulvtid — men for os herhjemme!
Kunde hun atter stige
som Vølve frem af Tidens mørke Vande,
hvad vilde hun da sige?
Mon bringe Dødsbud til de danske Strande,
hvad heller nævne Vilkaar for at leve?
Vilde hun sige: Haandværksmand og Greve
og Læg og Lærd maa bygge Danmarks Volde,
hvis Livets Traad skal holde?
Du Folk, som bor i Frugtbarhedens Have,
det er din store Gaade:
dit Sind blir sløvet, dine Tanker lave,
og du forgaar i Strid,
naar ej du væbner dig i Farens Tid,
men lever Livet paa din Uvens Naade.
Vilde hun sige: Danmark, eders Moder,
maa lægge sine Børn med samme Lyst
tæt til sit fulde, diespændte Bryst,
at alle dér kan smage Livets Goder,
og blegest Skrantning, som hun kærlig favned,
og Stodderen velsigne Modernavnet?
Vilde hun pege mod et Æresmaal?
Slet ingen Ting hun mægter:
det er Cassandras malurtfyldte Skaal
at profetere for de vantro Slægter.