Henrik Greensteen (1833–95)

Kommer hid en Gang, Børnlille

Sætter jer paa disse Skamler —

saa fortæller jeg en Saga,

da vi har en ledig Stund.

Stille! Folder eders Hænder!

Naar en ældre Mand har Ordet,

holder Smaafolk deres Mund.

Frankerkongen Karl den store

havde ved sit Hof en Skole,

og ved Skolen var en gammel

graanet Lærer med et Ris.

Der var flinke Børn i Skolen;

der var ogsaa dovne Drenge,

som fik Bank — naturligvis.

Det var i en Skrivetime,

der lød Trin i Korridoren,

Døren knaged paa sin Hængsel,

og nu blussed mangen Kind.

Thi paa Tærsklen stod Carolus —

en Drabant med tvende Bylter

fulgte ham i Hallen ind.

»Ret jer!« raabte Klassens Lærer,

og de stod i lange Rader.

»Sæt jer!« vinked Kongen naadig,

og som Støtter sad de fluks.

»Er I flinke?« spurgte Kongen,

og de smiled alle sammen,

selv den uselige Fuks.

Satte sig saa Kong Carolus,

lod dem læse, lod dem regne —

Tavleregning, Hovedregning —

medens deres Taarer randt.

Stod imidlertid ved Væggen,

oprejst som et Mindesmærke,

Kongens brave Husdrabant.

Men da Prøven var til Ende,

Fyrsten over alle Franker

rejste sig, idet han vinked

ad Drabanten med sin Haand,

tog den ene af hans Pakker,

løste selv de svære Knuder

paa det gule Sejlgarnsbaand.

Ud af Pakken trilled Spanskrør,

friske, sommerbrune Spanskrør.

Alle slemme, dovne Drenge

gyste ved det grumme Syn.

Men Carolus greb omkring dem,

løfted dem og tog til Orde,

mens han rynked sine Bryn:

»I de tropisk varme Skove

»(læs om dem i Geografien!) —

»der, hvor Papegøjen klatrer

»og den laadne Bavian,

»mellem Ibenholt og Palmer

»vugger sig for lune Vinde

»denne prægtige Lian.

»Fældet med de brede Knive,

»ladet udi stærke Skibe,

»over Havets vilde Vover

»føres den paa vanlig Vis.

»Og den gæve Urtekræmmer

»paa det andet Gadehjørne

»sælger den til billig Pris.

»Hvortil bruges denne Plante,

»som vi gjerne kalde Spanskrør,

»skjønt dens Navn i lærde Munde

»lyder Calamus Rotang?«

»Til at banke vore Bukser,

»og naar Gubben gaar fra Gilde,

»til at støtte paa hans Gang.«

Det var lummert, det var stille,

alle Børn var bievne blege.

Men da Kongen raabte: »Spanskrør

»bruges ogsaa til Krabask!« —

lød en barnlig, bange Stemme:

»Maa jeg gaa et lille Ærend —

»jeg er ikke rigtig rask!«

Vinked huldt den høje Herre,

iled Ungen i sit Ærend.

Atter genlød det som Torden

paa en skyfuld Sommerdag:

»Vogter jer, I Riddersønner,

»fløjelsklædte, dovne Kroppe,

»vogter jer for Rottingslag!«

Derpaa tav Carolus Magnus,

drak en Draabe Vand af Glasset,

vinked atter ad Drabanten

med sin kongelige Haand,

tog den anden store Pakke,

løste selv den svære Knude

paa det gule Sejlgarnsbaand.

Ud af Pakken trilled Sukker,

lysebrune Kandisstænger,

Pebermynter, brændte Mandler,

vejet af paa Lispunds-Vægt,

Drops med Hindbær og med Jordbær,

Sukkerkugler, klare Bolscher

og vidunderlig Konfekt.

Udbredt laa det der paa Bordet,

udbredt for de mange Blikke,

og Carolus tog til Orde,

mens han atter smiled huldt,

smiled alle flinke Drenge,

smiled og den gamle Lærer

ved den skraa Kathederpult:

»Paa de tropisk varme Sletter

»(læs om dem i Geografien!) —

»hvor de gule Slanger glide,

»gror der noget saftigt Græs.

»Fældet med de skarpe Knive

»føres det til Sukkermøllen

»i umaadelige Læs.

»Saften, perset ud af Marven,

»indkogt udi brede Pander,

»føres over salte Bølger

»hid som Sukker (endnu raat).

»Klaret, stivnet til Krystaller,

»sælges det som Kandis, Melis,

»røde Bolscher og Godtgodt.

»Fliden lønnes, klædt i Fløjel,

»lønnes ogsaa klædt i Vadmel.

»Flinke Drenge, det er eders!

»Kommer, tager for jer frisk!«

Kongen tav. De flinke Drenge

pufled lønlig til hinanden —

en og anden lo polisk.

Derpaa gik den hulde Konge

ud af Salen, høj og herlig,

Fløjelskaabens Folder fløde

om den fyrstelige Læg.

Efter ham i gule Støvler —

højre — venstre — gik Drabanten

med det alenlange Skjæg.

Tro mig — saa blev der et Mudder

og de knased, og de knasked,

til den gamle Lærer raabte:

»I kan ikke taale mer!

»Flinke Børn, gaa hjem og vask jer

»Men de dovne sidder over

»og faar Smæk af Stokken der.«

Har I nemmet denne Saga

med dens alvorsfulde Lære?

Der var Drenge, som fik Sukker;

der var Drenge, som fik Ris.

Det var i de gamle Tider;

men det kan i vore Dage

hændes ganske ligervis.