To Digte
(1880).
(1880).
I.
To mægtige Aander her paa Jorden raade:
den ene, fuld af Sejer,
al Visdom i et Ord — et magisk — ejer;
— den anden grubler over Livets Gaade,
stirrende raadløs paa dets mørke Traade.
Hin har en Straaleglans om Panden, — Øjet
funkler og lyner,
og han har underfulde, stærke Syner;
den andens Smil er bittert, Ryggen bøjet,
Panden af dybe Rynker gjennempløjet.
Lyksalig den, hvem hin fik Lov at føre:
— blev end et Baal hans Trone,
sejrstolt, med Smil han bar den tunge Krone!
Den anden hvisker — Stene maa det røre! —
endeløs Tvivl og Angst i Slægtens Øre.
Du blege Jordaand, født af Jordens Smerter,
hvem vover dig at dømme?
Mørkt er dit Blik, men dine Tanker ømme:
haabløs du hører Skrig af brudte Hjerter,
søger dog end om Raad ved Nattens Kærter.
Du blege Jordaand, ud af Slægtens Sjæle
raned du Drømmens Gammen!
Giv den nu Hjerter, som kan græde sammen,
og Grublertanker, — indtil den kan dvæle,
sorgløs og sikker, mellem kolde Fjæle!
II.
Skærm denne Tro — en Gnist af hellige Flammer —
at Aandens Sædekorn,
saaede blandt Tjørn og Torn,
vil blive til en Skov af stærke Stammer,
der skygger over Jorden og dens Jammer.
Skærm denne Tro, — ja var det end en Drøm,
luftfyldt, til Redning gjennem Livets Strøm,
skærm denne Tro, saa længe du kan tænke,
frels den, i Fald du kan, —
hvis ikke, saa velan,
sejl ud paa dybest Vand
for dig og dine Skibe brat at sænke!