Henrik Greensteen (1833–95)

Ved et nedbrændt Lys en fattig Kvinde

sidder ensom hos sit døde Barn,

        svegen og forladt,

        i den stille Nat,

og hun drager sig paa ny til Minde,

hvordan Skæbnen spændte sine Garn,

til hun blev en ulyksalig Kvinde

og med Kummer fødte dette Barn.

»Jeg vil ikke sørge ved hans Baare;

»thi han var en stakkels lille Dreng,

        »sygelig og skræmt,

        »af sin Fader glemt!

»Livet vilde bragt ham Savn og Taare,

»sjælden nogen Blomst fra Mark og Eng.

»Jeg vil ikke sørge ved hans Baare;

»thi han var en stakkels lille Dreng!

»Jeg vil ikke græde, naar hans Kiste

»snart paa Kirkegaarden bæres hen,

        »uden Salmesang,

        »uden Klokkeklang:

»Verden ham saa haard en Pande viste,

»og kun Døden smilte som hans Ven.

»Jeg vil ikke græde, naar hans Kiste

»snart paa Kirkegaarden bæres hen.

»Men naar jeg den lille Grav forlader,

»hvor mit stakkels Lam skal ligge gemt,

        »uden Blomstersmil,

        »uden Taarepil —

»vil jeg glemme Barnet og dets Fader,

»og kun ønske: gid jeg selv var glemt!

»Ja, naar jeg den lille Grav forlader,

»vil jeg ønske: gid jeg der laa gemt!«

Saadan sidder hun med stumme Læber,

taareløs, med Haanden under Kind,

        og det bæver kun

        om den blege Mund.

Men jo længer hun mod Sorgen stræber,

med des større Magt den bryder ind,

til med ét paa Knæ, med hede Læber,

hulkende hun kysser Barnets Kind.