Paa Monte Pincios høje Top
i Solens Glæde, i Vaarens Sødme
en Edens Have er løftet op
med Palmevifter og Rosers Rødme —
der bæver Morg’nen
i Duggens Smykke,
og Aft’nen svæver
i stille Skygge
ved Juletid.
Nu knuges Norden af Sne og Is,
og Skoven suser i Nattens Vinde;
fra Monte Pincios Paradis
vi Foraarskranse til Hjemmet binde,
en Blomsterhilsen
til Vint’rens Egne
fra Tryllehaver,
som Roser hegne
ved Juletid.
I vore Kranse vi flette ind,
til Ven og Frænde paa fjerne Strande,
en Julerose med yndigt Skin
for alle Hjerter, om alles Pande,
at de, som længes,
til Fest maa kaldes,
og Barnets Glæde
maa blive alles
ved Juletid.
Den hvide Rose, vor Smertes Tegn,
i Kransen bunden for Dybbøls Grave,
om Slesvig minde, til Led og Hegn
kan atter lukke for Nordens Have,
til Danmark stiger
med Sejrens Palmer,
som Glæden stiger
af Lys og Salmer
ved Juletid.
Vi give Rosernes røde Blod
til Tvillingfolket paa Kølens Bjerge,
at det maa mindes: hvor Slaget stod,
den røde Strøm og det brudte Værge
at, skal der blødes,
vi — tre maa falde,
som her vi mødes
i Glæden alle
ved Juletid!