Klage
(1868).
(1868).
Jeg klager over, at Elskovs Glød
saa lidet kender du til,
som Barnet oppe paa Moders Skød,
der tænker paa Leg og Spil.
Skal Ulden klippes, man bærer hen
det hvide Lam til en Bænk,
og om du mister et Kys, min Ven,
du giver det ej til Skænk.
I Skoven fødes af Vintersne
en Kildes rislende Vand,
og før du kjender til Elskovs Ve,
vil Bølgerne staa i Brand.
Som Liljer dufte paa Kistens Fjæl,
og ikke tænke derpaa,
o, Barn, Du smiler: din stille Sjæl
kan ikke min Sorg forstaa.