Motto: „Tilflugt til Sundhed, Tilflugt til Naturen!”
Holger Drachmann.
Devkalion, der af Naturens Bryst
fremavied’ Mennesket, fik én Gang Lyst
at sé, om han da ogsaa havde skabt
en Slægt, saa stærk, at den trods Tidens Rinden,
ja, trods Aartusinder ej havde tabt
det Guddomspræg, han Manden gav og Kvinden. —
Saa steg Devkalion paa Jorden ned:
højbrystet, skulderbred, atletisk,
en imponerende Gigant, der skred
ad Landevejen, rank og majestætisk.
Han kom til Byen først ved Aftenstid;
forbavset sér han paa den travle Vrimmel,
den underlige Bølgen-hid-og-did,
hvor over hvælved’ sig den dunkle Himmel.
Saa ussel syntes kam den hele Flok,
ham, Kæmpen mellem lutter bitte Gnomer,
et Pust af ham, det maatte være nok
at splitte Skaren som en Hob Atomer!
Først møder Kvinden han, saa fin, saa sart —
forbavset stanser han i stum Fortabning.
forgæves grunder han, til hvilken Art
han regne skal den løjerlige Skabning.
Promethevs’ Søn forundret spørger hende,
hvad hun dog er — den løjerlige Ting,
hun svarer ham: „Jeg er en ærbar Kvinde,”
og „Kvinden” gør fortørnet rask omkring.
Det skulde altsaa være den Mandinde,
som herlig i en inspireret Stund
i Tidens Morgengry han fik i Sinde
at vække af et intets dybe Blund:
Hér stod jo foran ham et Vrængebilled’
af det, han én Gang herlig kavde skabt,
ej noget Træk af det, kan kavde villet —
hvert Spor af Urnaturens Præg var tabt;
ti for ham stod et kunstigt Mosaik
af lutter Surrogater for Figuren;
for paa den flade Bag at sætte Skik
Tournuren lumsk maskerede Naturen,
dæmonisk Attraa var i kvert et Blik,
som Guden gennem Marv og Knokler gik:
„Ved Parcerne! Hvor maa mig Sorgen knuge!
„Den nye Slægt, skal hun da føde den?
„Af kendes slunkne Bryst den Marv skal suge,
„at den en anden avle kan igen!
„Hvor kan hun det? Natur maa sig oprøre,
„Naturen væmmes ved sit eget Kød,
„en marvfuld Slægt maa komme, der kan føre
„den faldne til Naturens Moderskød!
„Til Kvinden, der er sund og ufordærvet,
„for hvem „Kultur” er fremmed, selv af Navn,
„til hende overgiver jeg nu Hværvet:
„En Slægt at skabe af Naturens Favn!”
— Stræng som en Dommer staar Devkaliou dér:
Dødsdømt han Slægten ser paa Afgrundgranden;
han véd Naturens Lov. — Men mon han sér,
at der er ikke heller stort ved — Manden!