Det er smukt nok med denne Forsoningens Aand,
disse milde og bløde Toner,
— Men jeg kysser ikke den tugtende Haand,
kun Hævnen Forsmædelsen soner:
De ska’ ha’ Knut . . .!
Jeg er ej som den svalende Vaarvind, der mild
i ømme Akkorder hvisker!
Nej! Jeg er den bidende Nordenvind, vild:
Jeg pisker, jeg pisker, jeg pisker.
De ska’ ha’ Knut . . .!
Jeg vil vælte det allertungeste Læs,
naar min Styrke og Kraft jeg samler!
Sé, saa er jeg først i mit rigtige Es,
naar alting omkring mig det ramler!
De ska’ ha’ Knut . . .!