Da jeg mødte Dig allerførste Gang,
der var noget dagligdags-trægt i Trækkene.
Havde Din Stemme Nattergale-Klang,
var den daarende-skær og æggende?
Nej! Ordet var tungt, uden Præg og Lød —
Dit Blik var sjælløst og trættende;
der blussed’ paa Kinden en hektisk Glød
— men intet ungdoms-forjættende.
Saa fik jeg smurt koglende, troldbrygt Sejd
paa Nethindens Nervetraadsbue
— stygt blev gildt og funklende blegt:
vaarfrisk var Du at skue.
Din Aande var Rosens; Dit svømmende Blik
Violens i Morgendugs Taarerne;
det dødsmærkte syge drog Liv, hvor Du gik,
— Du fejreste Vaarens Enbaarne:
Jeg knæled’ for dette Underværk
fra Naturens sprudende Esse,
og som det sig bør en bodfærdig Klærk,
gik jeg aarle og silde til Messe.
Naar jeg trygled’ med Attraaens Hjærteglød,
tærende pint af Længselsbranden,
nød Du min Jammer, koket og sød,
som Virak fra Røgelsespanden.
Du flænged’ mit Bryst i Latter og Graad,
i Kraft af Din væren-almægtig.
Til Moro stak Du med giftdyppet Braad,
naar jeg knæled’ troskyldig-andægtig.
Du søled’ Din dugfriske Jomfrudragt
— Du fejreste Vaarens udkaarne!
Du skidned’ i Gadesnavset Din Pragt
og stod som Skarnets enbaarne.
Og jeg river og flænger med Nordvinds Kast
i det vaarlyse Skrud, jeg gav Dig —
det klæber som gro’t til Kødet fast!
Jeg mægter ej flænge det af Dig.
Jeg mindes Dig grant, hvordan Du saà ud,
før jeg glorie-kroned’ Dit Billed’,
jeg vèd, hvad der skjules bag Vaarens Skrud —
Og dog er jeg daaret og hildet.