Der var, da jeg mødte Dig første Gang,
Noget dagligdags-trægt over Trækkene.
Havde Din Stemme Nattergalens Klang,
Var den daarende-skær og æggende?
Nejl Ordet var tungt, uden Præg og Lød;
Dit Blik var sjælløst og trættende.
Der blussed’ paa Kinden en hektisk Glød
Men intet ungdoms-forjættende.
Saa fik jeg smurt kogiende Elskovs-Sejd
Paa Næthindens Nervetraadsbue:
Nu straaled’ Dit Billed’, som før syntes blegt —
Vaarlig var Du at skue.
Din Aande var Rosens; Dit svømmende Blik
Violens i Morgendugs Taarerne;
Det dødsmærkte syge drog Liv, hvor Du gik,
Du fejreste Vaarens Enbaarne!
Jeg knæled’ for dette Underværk
Fra Naturens sprudende Esse,
Og som det sig bør en bodfærdig Klærk,
Gik jeg aarle og silde til Messe.
Naar jeg tryglede, syg af Attraa og Glød,
Fortæret af Længselsbranden,
Nød Du min Jammer, koket og sød,
Som Virak fra Røgelses-Panden.
Du flænged’ mit Bryst i Latter og Graad,
I Kraft af Din væren-almægtig.
Til Moro stak Du med giftdyppet Braad,
Naar jeg knæled’ troskyldig-andægtig.
Du skænded’ Din dugfriske Jomfrudragt,
Du fejreste Vaarens Udkaarnel
Du søled’ i Gadesnavset Din Pragt
Og stod som Skarnets Enbaarne.
Og jeg river og flænger med Nord vinds Kast
I det vaarlyse Skrud, jeg gav Dig —
Det klæber som gro’t Dig til Kødet fast!
Jeg mægter ej flænge det af Dig.
Jeg mindes Dig grant, hvordan Du saa’ ud,
Før jeg gloriekroned’ Dit Billed’.
Jeg véd, hvad der skjules bag Vaarens Skrud —
Og dog er jeg blændet og hildet.