Apollo.
Ja lid kun I af Hungerens hule Braad
og dø saa, — slig er eders fortjente Lod!
Ved Mulm og Død I hersked, Stakler!
Vi, vi er Lyset og Livets Fakler.
Athene.
Aldrig kaldte Mennesker os Tyranner,
mod det høje løfted vi deres Pander,
vore Templer rummed som Festpaladser
Folkenes Masser.
Apollo.
Og siden, efter Oldtidens Farsot-Død,
da Gude-Marmor groves af Jordens Skød,
mens purpur-axlede Barbarer
bøjede Kroner og Præste-Tjarer, —
de andres Øjenlaag med en Vægt som Bly
søvnbundne tynged; — vi slog dem op paany,
vi leved — og med os det sande
Hellas i fremmede, dunkle Lande.
Athene.
Mens for Galilæeren Knæ de bøjed,
tændte vi Begejstringens Gnist i Øjet,
talte snart enhver, der var prist som Mester,
blandt vore Præster.
Frit vi hersked, ikke som Guder pleje:
jordløst, uden Templer og gyldent Eje,
ingen blodbesudlende Ofre faldt der
rundt om vort Alter.
Apollo.
Da drog mit straale-spydede Sejrstog frem,
i kolde Taage-Lande en Solgulds-Bræm!
Jeg kaldte dødelige Gæster
ind til Parnassiske Skønheds-Fester.
Dèr var der lyst, var Livet end mørkt og smaat,
thi højlofts-hvælvet funkled mit Søjleslot;
hvor Nektarskaalen frem blev stillet,
svømmed forklaret et Verdensbilled.
Som Iris-Buen tændes i Skyens Sod,
som Rosen blussed op af Adonis’ Blod,
som Perler gro af Musling-Vunder, —
blomstred min Kunst over Tidens Onder.
Athene.
Platos Aand genleved i tusind Aander.
Aldrig mat af Forskningens Fødsels-Vaander,
fri for Støvets Favn var den jomfru-slanke
Menneske-Tanke.
Den, jeg elsked, var som en salvet Seer:
fra hans rene Viden i Ur-Ideer
sprang — som selv jeg sprang fra Kronidens Pande —
fuldfødt det Sande. —
Apollo.
Men ak! selv Guder knuses af Tidens Hjul.
Nu bæres det mig for, som min stolte Fugl,
den gamle, Delos-fødte Svane,
susende sænked sin Æther-Bane —
som øste den sin lidende Sang-Sjæl ud
i aldrig hørte Toner til Afskedsbud;
jeg vèd ej hvad der voxed siden,
smaaligt som Livet, i Aag af Tiden.
Athene.
Ak! vi nages begge af samme Kummer!
Mine Præster dø, deres Kor forstummer;
andre træde op, deres Forskerblikke
tændte jeg ikke.
Støvets Børn med skyggende Hænder krige
sejrrig mod Ideernes Straale-Rige;
ham, hvem død vi se som en Kæmpe ligge,
kendte jeg ikke.
Begge.
Vort Hverv er endt; vi lyste i Dæmringsstunden
stjærneklart for Menneskers travle Kuld,
en Sol, der blænder os, er for dem oprunden,
vi var Sølv, man vexler os ud for Guld;
læg fast din Haand i min; vi klynke
ikke afmægtig og fejgt; vi synke
som bedst for Guder det sig sømmer;
smilende Lyskildens Gift vi tømmer,
som i Morgenrøden en Tvilling-Stjærne
dør i det fjærne.