Ak, ak, ak! —
Hvilket Tidsrum der svandt. siden sidst vi fik se
Dagens det levende Lys! — o, ve!
Vi er glemte bort, vi er udestængte,
svøbte i Mulm af vor egen Mængde,
vi gyser i Tidens Strøm af Skræk,
som en Taage gyser i Vindens Træk.
Ve, ve, ve!
Det er ude med os og vi taber!
Det er ude med os, thi vor Skaber
Mennesket vendte sig bort; han glemmer
os helt, han aldrig os ærer,
brænder ej mer Hekatomber og nærer
ej vore blodløse Lemmer,
der visne som Hø.
Og se, se,
vi kan dog ikke dø!
Vi kan ikke dø, for i Menneskets Hu
lever den mørke Rædsel endnu,
der avled os alle; hvad før han øved,
tjenende os, det øver han end,
naar hans Sind forvildes; bestandig igen
han ofrer til os, naar hans Aand er sløvet.
Hver Skændselsdaad,
hvert Niddingsraad,
der i Mørket sig skjuler,
falder som Smuler
til os, til os!
Og vi snappe, vi slaas
om hver eneste Bid for at mætte vor Hunger;
vi fange i Luften med spillende Tunger
det Blod, der sprøjter, de Taarer, som trille,
for Tørsten, vor klæbende Tørst at stille.
Vi leve ej op, det vil aldrig ske,
kan dog ikke dø for de Smulers Skyld —
Ve, ve, ve! —
