Hvor er den Jord, jeg har skabt?
hvad gaar der af mine Hænders Værk?
Thi jeg bredte dens Flade i Rummet,
som en Kvinde breder en Dejg.
Mit Ord kaldte Planteslægterne frem
og vakte Dyrene, Art efter Art.
Som en Plovmand viselig saar sin Mark:
Kummen for sig og Hvede i Rader med Kant af Spelt.
Som en Røgter indstalder Kvæget i Rum og Baas,
at det Ulige ikke maa blandes, thi det er mig hæsligt.
Men til sidst jeg dannede Manden af Støv;
i hans Næsebor blæste jeg Livets Aande.
Og jeg satte ham paa Jorden, en Opsynsmand,
et Billed af mig, for at herske.
Og se! Skabningen var i min Vilje,
som et Barn i sit Ledebaand.
Og nu, hvilken Svimlen har grebet min Jord?
har Vanvid slaget dens Liv?
Som Havbundens Østers fæstned jeg den,
og den kredser som i Luften en Fugl!
Dens levende Væsner blandes i Flæng,
slutte sig sammen, nedtræde mine Skranker.
Og planløst vikler det Hele sig ud
af sig selv, en uendelig Kæde.
Mine Arme ere blevne for korte,
strække ej til at gribe dens Ender.
Led slutter til Led; jeg ser ingen Sprække,
hvori jeg kan stikke min Finger.
Se, Verden er bleven sin egen Gud,
en underlig Gud, uden Hoved og Lemmer.
Jeg kan ikke ramme ham med mit Lyn,
og han er overalt, hvorhen jeg vil fly.
Han kvæler mig i sin usynlige Favn.
Jeg drukner i Ætherens Bølger.
Og Kloderne gaa mig forbi som Skibe,
der agte ej paa mit Nødraab.