Karl Gjellerup (1857–1919)

        I drømmende Længsler, I spejdende Haab,

                og I, som laa

med Smilet om Mund og Taaren paa Kind, I slumrende Minder!

                I Sangenes Feer, I Engle smaa,

                flyve I vil, og flyve I maa,

flagrende om, til et naaderigt Hjærte I finder;

                hvor vil I sænke den tonende Vinge?

                hvem vil I Engelens Hilsen bringe

og kalde velsignet blandt Kvinder?

        Lær ikke Vejen af Hymne og Psalme!

        stig ikke op ad den røgelsekvalme

totusindaarige Himmelsti

                til Jomfrumoderens Trone!

Hendes Tid er forbi,

        hendes Glorie maatte som Flitterguld falme,

                hendes Vidunderbarn kan ej sone

det Blod, som vor Slægt har beruset sig i.

Og flyv ej, hvor end eders Toner klinger,

        hvor Vejen er strøet

med Fjer og med Dun af de trættede Vinger,

        hvor I har forødt

eders Kraft, som Kilden, der siver i Sandet,

hvor I har velsignet og blev forbandet:’-—

Den Vej, som I ofte frem og tilbage

        lig Brevduer fløj,

med uskrømtet Elskov, med savntung Klage,

        med Haab, der løj; —

o, flyv ikke dér, hvor I sang jer hæse,

syng klarere Toner, skriv hørere Kredse!

        Og naar I stige højt og sænke dybt jer,

                hvor Sjælens Ekko bor,

        i Hjærnehvælvingær og Hjærtekrypter,

                vil I vel komme eders Vildt paa Spor.

                Lyt til det tusindstemmige Kvindekor,

        de skønne Læbers Lovsang for det matte

        men gyldenkronede Idéforladte,

                med Spot mod dem, hvem Bannet traf, —

                hin Kampsang af

        det anerkendtes strikkende Cohort, —

                lyt! — hendes Røst er ene

                i den som i et Mislydsvæld den rene

                fuldtonige Grund-Akkord; —

følg hin Sireneklang og jubl: — det Maal er vort.

        Thi hendes Tankestrøm er ikke gledet

                ned i den lave Dam,

        hvorhen Kanalerne har Mængdens ledet,

                og hvor de samles i et døsigt Slam.

                Den har ej vædet skumløs, flad og tam

        de Dræningsrør, hvis Net skal fange Flommen

        af Aandens Flod, som altfor nær er kommen

                Palads og Kirkemur.

                I fri Natur

        sin Bane selv den brød og bryder end,

                uddybende sit Leje

                ved egen Strøm og følgende de Veje,

                        som Driften lærte den,

imod det dybe Hav, hvortil den higer hen.

        Og overalt, hvor Strømmens Vover væder

                den kolde, nøgne Jord,

        mens frem de ile mod de fjærne Steder,

                dér ulmer det og spirer, og der grôr

                af Følelser et yppigt Blomsterflor, —

        ej Drivhuskuldets sarte Slægt

        men med den friske Duft, de ægte Farver,

                som af Naturens rige Skat

                de vilde Blomster arver;

        det breder sig; — fra Bred til Bred

        tværsover Bækken flettes Hækkens Grene,

        og Vandet faar sit Farvespil derved,

                og Planten faar sit rene

                blankgrønne Blad og Perlekrans

                af Skum paa Blomstens Purpurglans; —

        flyv bort! paa Hækkens Kviste skal I gynge

        til Bølgens Rislen eders Lovsang synge.

                Bekranser hendes Røst med eders Stemmer,

                som Maanestraaler bræmmer

                        den lyse Nattesky;

                og hilser jublende hvert Lyn

                af hendes stolte Aand, der gemmer

                som oftest kysk sig i den skønne Sjæl,

        lig Klingens Straale under Fløjlets Skede;

        men naar hun bøjer sig med Hjælpen rede

                medynksom over Smertens Syn

        — en Syg, et fattigt Barn, et martret Dyr —

                saa dal med Englens Hilsen over hende!

                Barmhjærtighedens Taarer rinde

        som Duggen, ved hvis Fald Velsignelserne gryr.

        Thi hun har sprængt de Baand, som Hænder tvinde

        og knytte, men ej dem,

        hvormed Naturen venlig ledte hende

        igennem Verdenslabyrinten frem

        fra Skovenes urgamle, mørke Hjem —

        alt fra den Stund, da langsomt Mand og Kvinde

        strøg af sig Dyrehammens Fosterhinde,

        og da Naturens Haand ham gav

                at drikke af

en Skal, til Randen fyldt med levret Blod,

                som hidsed ham og spændte

                hver Fiber til den store Kamp, der endte

                        først naar han sejrrig stod

med Jorden’underlagt sin haarde Herskerfod.

        Men hende rakte den en Skaal at tømme

                med Mælkens Moderdrik,

        den Saft, der nærer alt med sine Strømme

                af hvilke Manden og et Øjeblik

                før Kampens Dage Tørsten stillet fik;

        den svandt hos ham men fyldte hendes Bryster,

        nærende kærlig Hjærtets milde Røster,

                saa hun blev blid og sen til Had

                men svag, og sad

        bag Teltets Skind, den stærkes Træl og Brud,

                men ren for Blodets Væde,

                for én Gang, modnet i sit Skjul, at træde

                        paa Livets Kampplads ud,

ved Mildhed større, end ved Grumhed Mand og Gud.

Nej, hun er ej skabt, ej dannet, ej avlet i Billed af ham,

der selv er et Billede, blandet af Mandens Ære og Skam: —

den tyranniske Kraft, som de svage Skabninger følte — og skjalv,

opfanget og kastet tilbage fra det himmelske Hulspejls Hvalv;

en Bastard af Herskernes Brynde og Trællenes krybende Frygt!

han har redt os Tronernes Hynde og passet en Slutters Røgt.

Hans Vanddaab hver Hjærne har sivet, til dens Frihedsflamme blev slukt,

og vi skyede Blomsten af Livet og Kundskabens kærnede Frugt;

og hans Præster forvandled den gamle, ildnende Vindruesaft

i vort Bæger til Ofrets vamle Blod, der har lammet vor Kraft

og bedøvet de oprørske Viljer, saa vi faldt ham til Fode fromt.

Han har bygget os Kirke-Bastiller paa vort Babeltaarns ryddede Tomt;

han har slukket med Syndflods-Byger den Bavn, der ledte vort Syn,

medens Kætterbaalet, der ryger endnu, blev tændt af hans Lyn. —

Det var ham, som vi tilbad; men hende, som I velsigner i Løn,

har han ej gjort til Tjenerinde, og hun føder ikke hans Søn;

hun er ikke Frelserens Moder, hun er selv det frelsende Skud

af Slægtens Stamtræ, hvis Rod er i Skabningens Dyb; ingen Gud

men Alt, som kan krympes og lide i Luft, i Hav og i Dynd,

er i Slægt med den skønne og blide, som bærer ej Skabningens Synd

men deler dens Smerte og Kummer; hendes store Barmhjærtighed,

lig et fintspundet Net, der rummer det største og mindste, som led,

vil hilde og fange og binde al Lidelse over vor Jord,

det levendes Arvefjende, den Trold, som en Mand ej besvor.

Hun er Jordens ej Himlens Datter, fra hvis Favntag Jordsønnen kan

forynget rejse sig atter til Kamp mod Slægtens Tyran.

Men engang, naar Tvangsborgen falder, naar Sværdtiden lakker mod Slut,

naar Sejerssignalerne gjalder, og naar Mændenes Pander har brudt

som Stormbukke Murene sønder, da træder hun Breschens Sti,

og den evige Fred begynder, hun hersker fri over Fri’.

Hun lader Linerne løbe over Hændernes bløde Rand

og styrer med knækket Svøbe Triumfvognens hvide Spand;

og mens hvad den slagne Fjende har levnet af Tempel og Hus

under Hjulets knitrende Skinne bli’er jevnet og malet til Grus,

genlyder Frihedens Rige af Menneskers hilsende Kor:

hil være dig, Naaderige! velsignet blandt Kvinder paa Jord.