I.
Det var den Døgnets Time just, i hvilken
Slyngplante-Blomsterne, der svømme tæt
paa Urskovskronernes Smaragdhav, faà
i Solens lave Straaler dobbelt Glød; —
da skyggeræd Akasien sænker Stilken
og folder Bladefingrene, som bød
den Livets Aand sin tavse Aftenbøn; —
da Kamfertræet og den unge Løn
og skjolddyr-lignende, uhyre Svampe
i større Kredse sprede deres Lugt; —
da Mammutdyrene betænksom trampe
ad snævre Stier til Vandingsstedet ned,
og Flodhest-Hjorden Strømmens Tangdyb bytter
med Græsning paa den taagesvøbte Bred,
mens Paafugl-Skrig Gazellerne forkynder,
at Huleløvens Jagt ret nu begynder.
Det var paa denne Døgnets Tid, han stod
hvor mellem Skovens Hegn og Klippens Mur
et snævert Dalstrøg med sin smalle Flod
har strakt sit Bælte. Anspændt, som paa Lur,
han bøjet stod og stirred paa en fældet
Renhjort, hvis Lemmer end i Dødskamp sprælled.
Hans tommelave Pandehud var trukket
i Rynker ned, og inde bag de lange
skægstive Brynhaars skyggefulde Rist
der stod i Øjet tændt en snedig Gnist
fra Hjærnens fosfor-rige Minegange;
omkring hans haarde, sammenknebne Læber
der lo en graadig Grumheds vilde Fryd,
imens hans lange lodne Arm drev ind
igennem Dyrets martersvedte Skind
et flinteoddet, egeskaftet Spyd.
II.
Og medens paa Blodet han stirred,
der randt over Spydbladets kantede Sten
og langsomt drypped fra Flintens Flen,
blev Blikket sløret, forvirret: —
for hans Øje yngled den døende Ren,
der laa ti, hvor han fælded kun én.
Ti — tyve — Køer og Hjorte —
sprællende laa de med blodrøde Haar
paa Nakke, paa Bringe, paa Side, paa Laar —
men alle med samme korte,
dybe og fast afgrænsede Saar,
ukendt af alle igaar.
Et Mærke, man ej kunde mænge
med det, som en Hulebjørns Lab plejer van
at sætte, med Llullet af Løvens Tand
eller Mammut-Filsbenets Flænge.
Han smilte; der drypped fra Spydsoddens Rand
Blod i det klumpede Sand.
Og pludselig leved det op bag Renernes
Kroppe, hvis sitrende Kval hensov;
det mylred med Dyr fra den raslende Skov,
i Spring de prøvede Senernes
Kraft; — der var Larm af den klaprende Klov
omkap med den hamrende Hov.
Saa løfted han Spydet og strakte
til Jorden en Oxe — og endnu én —
han slynged det ud; gennem Luften det hven,
som en huggende Falk, og flakte
den stribede Hests fastmusklede Ben
med Næbet af Flintesten.
Over Rørskovstoppene springe
Gazellerne op og spejde i Hast
med lynsnart skraanende Øjekast, —
men midt i den forrestes Bringe
stod pludselig Skaftet dirrende fast;
den sprælled, og Øjet brast.
Han lo: — nu kunde han kogle!
Selv Steppens Høvding, en Kæmpehjort,
kom snart for den flyvende Flint tilkort,
Gevirets mægtige Skovle
daled og tørned mod Jorden haardt; —
det var Bytte af ædel Sort! —
Sit Værk beskued han hvilende: —
Dalbunden dynget med broget Lød,
gabende, blodigt, bævrende Kød. —
Saa aanded han næsebor-spilende,
medens den vamle Blodlugt han nød;
og han stemtes vemodig, blød.
Der bredte sig i ham en Varme,
som stillede Musklernes Spænding og Kiv;
kun Øjekuglen stod blinkløs stiv: —
der steg fra de kildrede Tarme
til Hjærnen en graadig Drøm om et Liv
i Mæthed, gigantisk, massiv.
Aldrig forgæves jage!
aldrig mer mat og med Maven tom
liste paa Rov, til han krybende kom
bytteløs, halvdød tilbage!
Aldrig! han gned sin haarede Vom
grinte, og saà sig om.
III.
Hans Blik faldt ikke paa Dyr igen;
der laa andre Lig. — Det var Mænd.
Der strømmede Blod fra den nærmestes Kind;
kan prikked med Odden: den passed derind.
Og da med sit Spyd han Hovfedet vendte,
saà han et Ansigt, han nøje kendte: —
det var jo den mørke, lavstammede Fyr
som frarev ham nylig et fældet Dyr.
Og hin, fra hvis Gab Hugtænderne glaner,
og hvis Armmuskler sno sig som Skov-Lianer,
det er nok den Kæmpe, der jog ham ud
af Hulen, forleden, i Regn og Slud.
Ho, ho! — nu jager han Ingen længer,
og aldrig han mer til en Hule trænger!
Dér viste ham Liget de samme Træk,
han saà, naar han drak af en stille Bæk:
de to havde levet i evig Dyst,
alt siden de died det samme Bryst.
Tubal-Kain fik tidt nok sin Svaghed at mærke;
men det var forbi: — nu var han den stærke.
Og han rejste sit Hoved; da saà han Mænd
snige sig skovlangs imod ham hen.
Paa Spydet han løfted sin Broders Lig,
og de flygted med rædde Fagter og Skrig.
Saa sænked hans Blik sig: under hans Fod
en fældet Modstander, badet i Blod.
Det var ham, der havde saa mange Kvinder,
som en gammel Kæmpehjort samler sig Hinder.
Han satte nu altid de Skønne i Brand,
for han bar et Skæg som en Skovdjævle-Han.
Og en Kæmpekraft gik hans Attraa tilhaande,
han var baade Gallaners og Husbonders Vaande.
I den forrige Brunsttid havde han jaget
Tubal-Kain fra den skønneste Hun i Laget: —
Èn, med Hovedet rundt som en Kokosnød,
med haarløs Hud og en blankbrun Lød;
fladnæset, stritøret, Blik som en Hind,
svær over Lænderne, hoftetrind,
og saa — hvad Hannerne særlig led —
med Bryster, der hang til Midien ned,
Da sneg han sig skambidt og tørmundet bort;
nu havde han fældet den gamle Hjort.
Nu var Hinderne hans; — hun skulde nu stille
hans Attraa, og andre — saa mange han vilde.
O, han vilde mange! han svimled ved Tanken
og duved sin Ryg under Pulshamrens Banken.
Da saa han med langsomme Aandedræt
den faldne hæve sin Side let.
Og han styrted sig vild over Fjenden ned
med fraadende Mund og badet i Sved.
Saa udled Renen under hans Næver
med Negleklør og hans tandhvasse Kæver.
IV.
Og mat han laa dèr paa sit blodige Leje, —
imens den vaagne Drøm med Kæmpefjed
ad rolige Sansers aabne Veje
mod fjærne Fremtidssyner skred.
Han ligger blødt paa Løvehuder strakt
i Hulen, hvis Granitvæg pranger
med Sejrstegris minderige Pragt: —
Gevirer grene sig i tyve Ender,
Gazellernes Spiralhorn sno sig ud,
og gullig-blanke Mammutstænder
tilbage krumme sig og gennemstanger
Skalpe med vissen Lok og skrumpen Hud,
mens hvide Knokkelhænder
af Mennesker omkap
med Løvens Pote og med Bjørnens Lab
fra mange Spidser ud i Luften fanger,
ret som velsignende hans Bo.
Den stærkes og den mættes Ro
han nyder; — han er alderstegen;
dog er ej Kraften fra hans Muskler vegen
han føler den, men bruger den ej mer. —
Lian raaber kun, og strax han ser
en Sværm af glade, fede Kvinder
ile til dette bløde Leje,
som de har alle delt, og pleje
ham skinsygt, til de jages bort igen.
I Hænderne han klapper; — strax indfinder
der sig en Hob af magre Mænd:
hans overvundne, skaante Fjender;
paa èn Fod hinke de og tjene ham
med venstre Arm, — den højre hænger lam;
og er han gnaven, eller om han ser,
at Nogen doven i sin Dont sig ter,
saa sporer han med Flinteodden
hvis ej han heller — for at røre sig —
med Skaftet prygler paa en lodden,
benmager Ryg, hvis Hoved ej
kan fly hans Tag i Haarene.
Saadan har Spydet nu sin Virkekreds forlagt
fra Drab til Tugt — man mildnes dog med Aarene!
Han drager ej i Krig, gaar ej paa Jagt;
behøves ej: — han har en Vagt
af Sønner nu, hvis Kraft han nytter,
paa hvem hans Alderdom sig støtter,
som Skovens Patriark,
som Banjan-Figentræet, naar
dets Stamme trøskner til et Rør af Bark,
paa sine Luftrods-Søjler støttet staar.
Af stærke Lænder baarne died de
af rige Bryster, som de bed i Blod;
saa fik da Tanden Kød i Overflod, —
for Hunger skulde Spydet vel dem fri, —
til selv de lærte Spyd at svinge
med stærke Arme og at bringe
alt Rov for deres Faders Fod;
han delte ud, og ingen blev vansmægtende;
men trodsige var Knægtene,
og Fadermyndigheden haardt fornøden;
enhver, der krænked den, fik næppe Tid at angre:
den slog igen — med Døden.
De røved Kvinder; hvem de vilde tog de —
mange og sunde; Kvinderne blev svangre
og fødte Kæmpebørn; Pigerne vog de,
og Drengene opdrog de;
de havde længst lært Brug af Spyd og Sværd,
med deres Fædre danned de en Hær,
et Folk i Vaaben — fjærn og nær
de andres Gru; —
hvor var de nu?
et eller andet Sted paa Røverfærd,
man havde Brug for Høveder og Trælle.
Og se! — en Sky. Tung, hvidgul i grelle,
flimrende Middagslys den staar i Horisonten. —
Kvinder og Slaver standse midt i Donten;
nysgerrig rører snart den hele Egn sig,
og paa sin Albu rejser Tubal-Kain sig.
Et Tegn
paa Regn!
mod Tørkens
Brand
en Ven!
den stiger
ej
men sniger
sig
ad Ørkens
Sand
herhen.
Den voxer, vider sig
ud og staar
til begge Sider,
hvor Øjet naàr.
Og hør! en Summen,
med Blandings-Lyd
af Tordenbrummen
og skingert Skryd.
Og nu man skælne kan
en Hjord Kamelers klodsede
Klumphoveder, der vugges
bestandig i dens flossede,
ustadige Bølgerand.
Dèr tændes snart og slukkes
paa Stænger Blink som Stjærner smaa;
Kohorn som Maaner skinne.
Det vrimler mørkt derinde,
hvergang i Skyens Gullig-graa
en Tværrift aabner sig og lukkes.
Saa bølger bort Støvkappens Frynse-Bræm
og Folderne bli’er sprængt: — en broget Mylder;
den vader i de sidste Laser frem,
til Dyr og Mennesker Engstrøget fylder.
En Hagl af Spydstang-Slag, Stormhvin af Svøbens Rem
ned over Fangerne, der vakle tungt belæssed’,
og over Kvæg, hvis ‘Ørken-Tørst staar til Oasegræsset;
Brøl af de slagne, Raab af dem, der slaar: —
Saadan Tubal-Kainiternes Sejrstog til Hjemmet naar.
De træde fast i Hulen ind
til Patriarkens Leje;
med Blod besmurt hver Krigers Kind
i Duske tusind lange Haar
fra hver en Spydstang vaje;
om Tyrenakken tyk og trmd
et Knokkelbaand, der ender
i nysafhugne Hænder,
som klappe Brystets brede Baar,
mens rundtom friske Skalper slaar
mod Bug og Laar
og smalle Hingstelænder.
Og pludselig, som paa et Tegn,
om Tubal-Kain
en Vaabenregn
med Klask af Træ og Klang af Sten: —
Spydfaderen den gamle
vil Ynglen om sig samle;
mens Ved hans Side en for en
hver Mand og Knøs —
Sønner og Sønnesønner —
bøjer sig vaabenløs. —
Det skriger vildt og stønner
der udenfor; og træt og mod
ven Fange-Hob begynder
at krybe ind paa Haand og Fod
til Lejets lodne Hynder.
Om Blikket staar et Sløvheds-Slør;
mens det om Skaansel tigger,
Tungen hans Fodsaal slikker; —
og hvem han sparker til, den dør. —
Saa rejser Tubal-Kain sig hæders-ør.
V.
Nu ser han ned. Der er hans Skygge; den er saare lang.
Ja, den er voxet siden sidst. Den bliver stor en Gang!
thi mens han stirred, har den strakt sig;
over Aaen har den lagt sig
tværs hen som en Spang.
Det er hans Aand, der bliver større! Tubal-Kain han glor.
For Øjet flimrer Luften rødt;rød Damp af Dalen gror;
kun Aanden sort i Rødmens Midte;
ret som rundt om Blodet svedte
af den rædde Jord.
Ja, den er ræd! se alting skælver! kun hans Aand har Mod;
den næres, svulmer som en Myg, der suger meget Blod.
helt tværs igennem Dalens Ange
vader den med sine lange
Ben ud fra hans Fod.
Til Højens Grund dens Hofter række; langsomt med sin Krop
den rejser sig.og klatrer saa ad Væggens Stejling op.
Med Megaterionens lade
Kæmpekraft dens Skulderblade
nærmes Bakkens Top.
Mod Himlen alt dens Isse støder. Mon den Hvile fandt?
Nej, se dens Skuldre stiger end; men Panden — den forsvandt.
Og Kroppen hovedløs og fremmed
staar med sine Skuldre stemmed’
fast mod Himlens Kant.
Men netop nu gaar over Klippens lave Højdedrag
Fuldmaaneskiven langsomt op; i vandtungt Taagelag
den svæver som en Kæmpebille,
luerød, som en Mandrille-
Hans haarløse Bag.
Den synes grôt som Frugt paa Halsen, hvor den stumpe Rod
imellem begge Skuldre før ved Klippekammen stod.
Omkap med Aandeho’edets røde
Pragt, hans egne Kinder gløde
vildt i Overmod.
Hvo er nu stor som han, hvo maaler frækt sig med hans Aand?
Ej Mastodonten, Mammut ej, ej Megaterion!
Hans Aasyn gennem Himlen straaler,
Jorden tynges af hans Saaler,
Bjærget af hans Haand.
VI.
Da aabned Tubal-Kain sit Gab og brølte
saa vildt og rungende, at alle bly
Mimoser trak sig sammen. Løvet hvisled
om Slanger, der til alle Sider fly.
Med greneknasende, opskræmmet Hast
brød Mammuter og Næshorn tværs igennem
Skovtykningen, hvor deres Uld hang fast,
afkartet i Bromeliens Bladrands-Torne,
og Underkrattets Kviste-Fletværk brast
som Spind mod Huleløvens brede Pande,
da den med langstrakt Buespring fandt Ly
i Sabal-Palmens viftespredte Skygge.
Gurglen og Plask fra Strømmens Hvirvelvande,
da i dens Dyb Flodhestene neddykke,
mens nok et Hyl igennem Luften skar —
det var fra Klippen hisset Aandens Svar.
Og Tubal-Kain, Naturens barske Herre,
lod, rørt ved denne Hylding, til et Smil
sin tynde Overlæbe fast sig snerre
om Roden af den højre Huggetand.
Og med sit Spyd som Støttestav gik langsomt
igennem Dalen bort den vældige Mand,
som En, hvis Skridt slet ingen Magt kan hindre.
Og Mørket bredtes, Himlens Rødme svandt.
Men Maanen steg nu hvidere og mindre;
dens Lys fik Magten; i dens Straaler randt
Duggdraaber tindrende som tusind Taarer,
dog græd den og’saa Blod, den tavse Nat: —
det risled langsomt ud af Dyrets Aarer,
det drypped, pibled, sived, til det fyldte
de Spor, som Mandens Fodblad, bredt og plat,
dybt i den bløde Sandjord havde sat.