Karl Gjellerup (1857–1919)

— — Ja rigtig! det hændtes forleden Dag. —

Vi havde nylig leveret et Slag

og laa realistisk gruppered som i

et gammelt nederlandsk Lejrmaleri,

plejende Kødet i Ro og Mag.

Vagtmestren for Pappenhejmerne fik

af Marketenderskens Krus en Drik

— over Tørsten maaske — naa, en ærlig Sag!

Musketterernes Tambourmajor havde sat

sig paa Trommen; han spillede Krone og Plat

med en ung Kornet af Enfants perdus;

tre Jægere sang i vilden Sky

en af Døgnets Salmer — thi Evighedens

dem har vi — ved Pavens Tarme! svedt ud —

undtagen den blegnæbed’ Fyr, Trandunken,

som altid gør Holdt ved det første Skud

og helst smurte Haser. — Saa var det medens

de brølede værst, at han kom, Hallunken,

du forstaar mig nok? Kapucinermunken.

Han var nok Landsknægt, den Gang han var ung;

lidt raa har man sagt; kan gærne være;

han tjente sig op til Kondottiere,

men Hellebarden blev ham for tung,

og Solden for let, og for hed Redouten,

sin Køllert han kasted og gjordede Kutten.

Fra mager og raa blev han from og fed;

han blev Bodsprædikant for den unge Slægt

først jo som Munk, men saa som Abbed;

nu lægger han paa Kardinaldyder Vægt;

— han kan godt blive Pave endnu, — hvem vèd?

»Hejsa«, raabte han, »I er nok glade!

Har I alt lagt eders »Panser og Plade«

sidder I højt i Sejrens Palme

fløjtende lystig en »Døgnets Salme«?

I Galgenfugle! Døgnfluer, hvis Vinger

strækker kun til i de »unge Dage«

men aldrig en himmelhøj Flugt kan tage!

Materialister, hvis Krambod bringer

de usleste Pjalter til Torvs, — der ej

tør handle en gros med Idèer, som jeg

og mine Venner —«

         — »Der gik fallit,«

mumled Kornetten.

         Vor Munk vedblev:

»Naar har I kjøbt Jer et Afladsbrev

af dem, jeg falbyder næsten frit,

for alle Synder i Vers og Prosa?

Naar fortjente I Hæder og Ros a’

Fædrelandet? dets Sønner! Gud bedre’

Skiftinger er I og Landsforræd’re.

Skulde ej eders Vaaben beskærme

vort hellige Land mod den hedenske Bærme,

mod Bjørnsons Norge og Häckels Germanien

Hugos Gallien og Darwins Britannien?

Og gjorde I ej, som I ikke burde?

Lod I ej frækt vort Zions Porte

for Fjenderne staa paa vid Gab aaben?

Vendte I ej eders nedrige Vaaben

mod Fædrelandets det blødende Hjærte?

Hærged I ej og lod Jer beværte

med Sus og Dus i vor Digterlund,

hvor Fuglene kvidre os sødt i Blund,

hvor Rosing alt blusser og Bøghen hvisler,

hvor Molbech i bløde Akkorder risler,

hvor vor Troubadour sig paa Mosset kan strække,

sammen med Forntidens Storslægts-Aner,

den mægtige tragiske Aandemaner,

han hvis Alvor burde Jer tæmme og skrække,

Tragediens Ernst, »der edle Recke!«.

— Men I, hvilke Helte og Navne har I?

Schandorph, en Skændsel for Land og Byr!

Og Drachmann, Dragen, det store Dyr,

som der staar skrevet: Et de mari

— jeg saa et uhyre Bæst opstige

af Havet — cornua habentem

— som stanger — et nomina blasphemiæ.

— og med Bespottelsens Navne — Ve

over ham og Eder, men tre Gange Ve

over Feltherren, Antikristen, han,

Realismens og Syndens nøgne Mand

— Homo peccati revelatiis —

saadan en Pontius Pilatus,

der spørger, hvordan det er bevendt

med Sandheden, hvorpaa vi tog Patent;

qvi adversatur, som byder os Trods;

saadan en Farao og Herod,

der tørster efter de nyfødtes Blod

— et mittens occidit pueros —

en Varulv, der gnaver et Aadselben

og tror, han har fundet de Vises Sten,

en Helvedhund, der vover at gø

ad Himlen og Herren« —

         — »Venire de dieu!«

raabte forbitret en Franctireur,

»kom ikke med Skældsord her til os

mod Feltherren! jag ham en Kolbe i Gabet!

knebl ham! skær Tungen af ham«

         — men før

hans Tale var endt, raabte Munken:

         »Håbet!

saaret han er ved Guds eget Sværd,

ved Folkets Gudsfrygt. Af Englenes Hær

bortdreven er filius perditionis

— Fortabelsens Barn — ham skal I ej se

In domini domo — i Herrens Hus —

— lad ham suge paa Labben ovre ved Spree« — —

Her hev Vagtmestren betids det Krus,

han just havde tømt, i Ho’edet paa Taaben.

Der blev en Staahej, en Allarm og en Raaben

om Raahed og Mangel paa Pietet

for Folkets og Guds og Moralens Profet —

— Ja det var det Hele, som dér passered,

og det maa man sige, at Kruset kurered.