Hvert Land har sit ottende Underværk.
Der raabes »Træd ind! Betragt og mærk!«
af Kraftpatrioternes Kor;
Rom har sin Pave, og Tyskland sin Bismarck,
Tyrken sin Port, og Polen sin Ismark,
og Britten agrariske Mord;
Frankrig er stolt af sin Republik,
og Rusland det har sine Nihilister,
men vi Danske har dig, du vor hvide Kritik!
du Literaturens prøvende Øje,
der vender bister
det hvide ud, som en tirret Tyr,
saa ofte du ser noget rødligt skinne,
selv om det er Dagen, der gryr.
Hvor skal jeg det Billed og den Lignelse finde,
hvori du er skabt, o du hvide Kritik?
Er det Sneen, hvis tindrende Øjne rinde
i Vand under Solens ildfulde Blik?
Er det Liljer, som aldrig saa eller spinde?
En sextenåars Konfirmandindes Dragt?
Eller Lagnet, som over et Lig er lagt?
Er det Svanen, der synger sin Svanesang?
Eller Gaasen, der tripper sin Gaasegang?
Det hvide Kors i vort Danebrog,
der faldt — som vi véd — fra den aabne Himmel?
Hvad eller Skimmel,
der sætter sig fast i en muggen Krog?
Nej, intet af dette! men jeg har læst
— nu husker jeg det — i en sprænglærd Bog
om underjordiske Huler,
hvor Lyset aldrig har trængt sig ind,
hvor det evige Mørke skjuler
blindfødte Dyr, hvis blodløse Skind
er ganske hvidt;
det er din Slægt, og jeg haaber
at se dig — som dem jeg har set — i Sprit
(hvad stedse Du mangled) med Etiket
og et nornen odiosum
i vort Naturaliekabinet
som et uddødt Kuriosum.