Mit Øjelaag laa paa mit hede Øje,
som paa en Glød et Blad; tungt aanded Brystet
formløse Billeder omkring mig bølged,
som naar jeg laa, hvor Engens Taager dansed,
og mine Tanker var som brudte Toner,
dem Vinden river løs fra rustne Strænge.
Da saà jeg dig, for hvem min Lyres Strænge,
har tonet; dog ej bly som før: — dit Øje,
der straalte, trylled mig, som Fløjtetoner
en Slange; — halft tilhyllet svulmed Brystet;
om Haand og Ankel gyldne Ringe dansed; —
og som en Bacchantindes Haaret bølged.
Ud af det Slør, hvis Folder om dig bølged,
du tog en Lyre frem med gyldne Strænge
og gav mig den; — jeg spilled, og du dansed;
og kredsende du vendte bort dit Øje, —
vild sprang jeg op at trykke dig til Brystet,
men da forsvandt du som de lette Toner.
Jeg fanged hurtig ind de svundne Toner;
i deres klare Væld, som atter bølged
fra Lyrens Sangbund, skimtede jeg Brystet
som af en svømmende, og Haarets Strænge
paa Strømmen flød, og Blinket af dit Øje,
som naar en Stjærnes Lys paa Floden dansed.
— og snart du atter frit paa Gulvet dansed; —
da jubled højere de rappe Toner,
og mere ildfuldt straalede dit Øje,
og alt som mere skummende der bølged
en Klang-Kaskade fra de ramte Strænge,
du nærmere og blottet gynged Brystet.
Da stemmed fast jeg Lyrens Arm mod Brystet,
og vildere, som dine Fødder dansed,
løb mine Fingre paa de pinte Strænge,
indtil de sprang med skarpe Klagetoner,
og du forsvandt, som Taagerne, der bølged
paa Engene, — og jeg opslog mit Øje.
Af Toner vildt ombølget bort du dansed;
men ej dit Billed svinder, før mit Øje
brister, og Hjærtets Strænge-Leg i Brystet.