Nu falder Tidsoceanets Flod,
med tørrede Læber suger
nu Ebben til sig de Bølger, der lod
os jublende stige — de rive dig med
paa den glattede Bred
jeg staar med et Vrag af to hurtigsejlende Uger.
Tidt undes os kun et værdiløst Rov
af Tidshavets evige Dronning: —
fra Bundens urmørke, finnede Skov
en slimet Tanggren — fra Kølvandets Sti
over Bølgens Prairi
en visnende Skumblomst, der dufter af Salt for Honning.
Men jeg er en Dykker; jeg redded en Skat
af Perler klare som Stjærner,
Smaastjærner fra Dybets saflorblaa Nat, —
de lyse op i den Nat, der nu
gaar frem, da du
min rødmende Sol! dig snart fra min Synskreds fjærner;
— en Sommernat, over hvis Pandebaand,
der bøjer sig stjærnetynget,
den døende Aften sin Rosenhaand
har rakt til den kommende Dagning hen, —
en Nat lig den,
hvis blidnende Aandepust Havens Trætoppe gynged.
Nu vinker vort Samlivs heldende Kvæld
mine sommerfuglvingede Tanker
til en feskøn Have, de kende saa vel: —
i dit Spor er den grot, hvor dit Smil blev sænkt,
blev dens Knopsvøb sprængt,
med din Stemme hvisle de taareduggede Ranker.
Og hver en fløjlsbladet Blomst, hvori
en flagrende Tanke sænker
sig glad som en honningtørstende Bi,
Mimosens følsomme Kvist er lig,
hvis Bladeflig
for evig til sig sin lette Besøger lænker:
Den lukker om Gæsten sit bløde Blad,
i Kronens duftmætte Kammer
den drukner ham i et Vellystbad,
i vuggende Følelsers bundløse Sø,
og lader ham dø
til Salighed bort fra Verdens Jubel og Jammer.
Men Blomsterfængslet vil aabnes i Gry,
og Haab vil parres med Minder,
og Livets Flodbølge stiger paany,
den løfter os sammen, den skiller os ej
men bær’ os med sig
vidt ud paa Dybet, hvor Flod og Ebbe forsvinder.