Over Have, over Lande,
over Jord og Himmel svæver
Nattens dunkle Slør; — hun hæver
stolt sin høje Herskerpande. —
Panden med de tusind Øjne
stirrende bag Slørets Folder;
alle nøje Vagt de holder —
nøjest med de mest forfløjne.
Deres gyldne Straaler lige
ind i Hjærtekamret skinne,
skimte, hvad der bor derinde; —
vogt dig derfor vel, min Pige!
Thi for mig de vise Stjærner
Intet hemmelig bevare: —
begge dine Øjne klare
lærte mig at tyde Stjærner.