Ti Aar — saa ubegribeligt det synes!
den næste Milepæl! Hvad kvidrer nu
den Fugl i Hækken? Sang den forrige
ei altfor trøstig? Har jeg ikke malet
for lyst og farverigt mit Aftenbilled?
Der gives Aftener uden Solnedgang
og Stjerner, Aftener, tæt i Taage hylled’,
sludfulde, barske, stormforfulgte Aftener;
fuldtvel vi kjende dem, vi Mænd fra Norden.
Og hvis din Livsens-Kveld nu blev en slig?
Ja, hvis det Værste hændtes, som jeg neppe
at tænke vover og maa tænke dog —
hvad Trøsterigt kan jeg dig da forjætte?
Saa spørger jeg mig selv og ser dig dybt
i Øiet — og jeg bliver vaer et Glimt
derinde, som jeg kjender vel, men ei
har altid kjendt. For det har tændt sig selv
umærkelig, lidt efter lidt, som om
en Straale langsomt borende sig trængte
igjennem fra et dybt forborgent indre
Lysvæld, der ikke har sin Glands paa Borg
fra Lykkens Sol og ei fra Glædens Stjerne,
men straaler uforanderligt, i evig
Forklarelse, hinsides Lyst og Ve.
Jeg ser det Glimt saa seirrig tindre nu,
og anende jeg ser det sprede Glands
paa hvad det skuer, gjennemflettende
selv Taagens triste Graa med Regnbuefarver.
Jeg ser det undrende; og jeg forstaar: —
du, som var altid klog, er bleven viis,
og vorder visere for hvert et Døgn,
der drager dig forbi med Dagens Syner
og Nattens Drømme — visere for hvert
et Aar, der med forgængelige Blostre
og Sneens golde Flokker strøer din Vei.
O, lad mig kysse andagtsfuldt dit Øie,
der hilser mig med dette lysende,
hinsidige Blik, fuldt af den sikre Trøst!
Og hvis det i vort Samliv blev min Lod
at hjelpe dette Lys til Gjennembrud,
at rydde bort de Brokker og det Smuld,
der — som i en forfalden Tunnel spærred
dets Straalevei: — hvis dette blev min Lod,
da lad mig prise denne mest forborgne
Del af mit Livsværk som dets Blomst og Krone,
og vide: der er En, langt mere værd
end jeg, langt dyrebarere — o, hvor
langt dyrebarere! for mig end dette
mit jordiske, forfængelige Selv,
for hvem mit Liv, var det end vrimmelfuldt
af smaalige Feil, er ei forgjæves levet!