Saa mange Aar, som Jacob, Patriarken,
for Leo maatte vogte Faar paa Marken
(skjøndt det nok Rachel var, hvem han til syvende
og sidst en Hyrdetime vilde kysse);
saa mange, som Hollænderen, den flyvende,
mod evig Storm sit Dødskib maatte krydse
for blot een Nat i Land at turde stige;
saa mange, som høisalig Pharao fik
først fede og saa magre i sit Rige;
saa mange, som den store Frederik
med Hælften af Europa maatte krige;
saa mange, som — — ja, hvis min Lærdom blot
slog til, jeg kunde sikkert nok berige
Indgangen til min Carmen her med godt
og vel halvhundred Syvaarsbilleder, snart
af mythologisk snart historisk Art,
saavel af den profane som den hellige,
i alt undtagen Syvaars-Tal forskjellige —
og fylde dermed flere Pagina’r.
Dog da — om ellers noget Steds — i denne
Bog idetmindste intet Honorar
min Pen bestandig fremad lokker, la’er
jeg det ved dette Udvalg nu bevende,
og siger ganske simpelt: syv Aar svandt,
siden for første Gang som Gratulant
min Pen betraadte sirlig disse Blade.
Dog husker jeg, som om det var igaar
hin Dag! livagtig for mit Øie staar
mit lille Værelse i Seilergade,
og paa en Prik jeg kunde vise, hvor
jeg satte mig ved det ovale Bord
og i en glad Forventning om din Glæde
— thi sindrig fandt jeg min Idee — med Ord,
som Øieblikket bragte dem tilstede,
til Poesi for dig alene vied
de hvide Blade ind, af hvilke faa
er nu tilbage kun, som om de bied
endnu paa denne Fødselsdag belevne,
for saa — med dens Lykønskningsvers at gaa
til alle de beskrevne,
lukkende Bindet efter sig i Slaa.
Thi naar de andre Fødselsdage staar
paa Livs-Chausséen som Kilometerstene,
er den, som du har naaet med dette Aar,
en rigtig Milepæl, min egen Ene!
Dens Obelisk bør hegnes med et Gjærde
af frisk Buskads! Lad disse Blade være
et saadant levende Hegn! en Sangfugl sidder
deri, indbydende med kunstløst Kvidder
dig til at hvile ud i Skyggen, Kjære!
og se frem og tilbage paa din Vei,
som det naturligt er og sømmer sig
ved Milepæle. — Dette er den fjerde;
et ret anseligt Stykke af den fulde
Dagsvandring — skjøndt hvor lang den bliver ei
vi veed. „Ak ja”, du sukker (skjøndt du skulde
kun glæde dig derover) — „altfor lang
er Veien, som min Fod har lagt tilbage!
Den trættes alt, der fordum modig sprang!
hvor fløi I hen, mine svundne Ungdoms-Dage?”
Ak ja! Hvo er saa viis, ei at begræde
Ungdommens Flugt? Dog da jo Livets Gang
skal gaaes til Ende: er det ret, at træde
med Ønskets Syvmilestøvler Veien om
igjen og længes did, hvorfra man kom?
Troskyldig spanker Barnefoden frem
i høit, sølvdugget Græs, mens Haanden plukker
Blomster i Flæng og atter kaster dem;
igjennem vaarlys Lund, hvor Gjøgen kukker
og Nattergalen slaar, dér slynger sig
den Sti, som Ungersvend og Jomfru træder
saa let, som var det Hele Dands og Leg.
Dog haster snart den bugtede Forræder
hen til den kjedelige Kongevei
og taber i dens lige, hvide Streg
sin brune Arabesk. Ei findes Skygge,
anden end den, som kosteagtige Popler
paa Støvet tabe plettevis og rykke
tæt ind til sig, mens Solens Hjul fordobler
sin Glød — ret som om frygted de, lig Peter
Schlemihl at miste dette Tilbehør.
Her er det, Milepæl og Kilometer
stene, som ingen Sjæl har tænkt paa før,
ret fordringsfuldt og hyppig frem sig trænge
og sige snart „saa langt!” snart: „ikke længer?”
Dog lad til dig dem kun det sidste sige,
og haab! — Fra nu af skal ei mer du stige,
men jevnt sig sænker Veien for din Fod.
Og selv om den er mødig, vil dit Mod
til Gjengjæld voxe, medens Solen mildner
sin Brand og ikke heder mer, men ildner —
lig ædeltbaarent, klaret Drueblod —
styrkende Sind og Sands med Farvefylden,
der stedse mere purpurrig og gylden
sig breder, som et overjordisk Skjær,
og sammensmelter Fjern og Nær
det Platte adlende, oplivende det Døde,
mens over Horisontens Aftenrøde
askegraa Skyer fænge, gnistre, gløde ...
De Aftenfarver er vel Morgenens værd.
Ja, hvad der for det friske Barneøie
var kun en uforstaaet broget Glands,
tændt for dets Skuelyst lidt at fornøie:
det taler til den aabne Skjønhedssands,
der lyser i en Oldings matte Blik
— som i en Ørk en Sundhedskilde springer —
taler et Sprbg og synger en Musik,
hvis dissonans-opløsende Harmoni
Bud fra et Anelsens Hinsides bringer,
som Sjælen hjerte-lutret hviler i.
Og naar — en Draabe lig paa dugget Glar —
paa Himlens Guldgrund blank og gylden-klar
hin Stjernekuldets Førstefødte skjælver,
vil Sjælen længes efter snart at folde
sin Attraas Vinger sammen fromt og holde
Andagt i Nattens stille Dom, der hvælver
sin Kuppel, af det Grændseløse bygt
og Lys paa Lys utallig stjernesmykt;
imens det mødige Legem trygt og dybt
udhviler i den evig-mørke Krybt ...