Paa denne Dag for to Aar siden,
just saadan hen i Skumringstiden,
da halvt meubleret kun vort Hjem
stod ventende, med Dør paa klem,
og hyggeløst, tomt som et Sind,
hvor Kjærlighed end ei drog ind: —
saasnart som Ovnen med sin Lue
oplived lidt den øde Stue,
fire smaa Væsener tripped ind,
Gud veed hvorfra. Af Museskind,
var syet deres Kofter graa;
alle saa havde de Huer paa,
glorødere end Hanekamme.
Saa frit som paa en fældet Stamme
de satte sig paa Bordets Kryds,
Fødderne blødt paa Smyrnavævet,
mens over deres Hoveder svæved
fra Pladen Tæppets Silkeplyds,
som en uhyre Baldakin,
hvor med en Glød af dyb Rubin
det varme Skjær af Ovnen smelted.
Dèr sad de Smaafolk prægtig teltet.
Først mæled Sønnen, med en Stemme,
som naar man klinker, Glas mod Glas: —
„Om fire Timer alt, saa pas,
vi har det nye Herskab hjemme.”
Kvad Datteren: — „Naar det nu blot
maa være tugtigt, fromt og godt.”
Men Faderen i Skjægget sukked: —
„Børnlille! det er udelukket!
Thi, som jeg hørte, er nok Manden
Forfatter, ja endogsaa Digter,
hvad i vort Maal vil sige gal,
uden Moral
og ubekymret om alle Pligter.
Desuden er han radikal,
troer ei paa Gud og ei paa Fanden
og mindst paa Nisser. — Dens Fædre,
de gamle Digtere, var bedre!
Formodentlig bli’er disse Meubler
aldrig i Evighed betalt —
det ligner netop disse Snøbler.” —
Hvorpaa han tavs i Tanker faldt.
Nu stønned lydt den gamle Kvinde: —
„Ja værre er det fast med hende! —
For hun var gift med en anden Mand,
der lever endnu, alt hvad han kan,
og er gift med en anden, medens hun
idag blev gift med denne Skriver
i en for os usalig Stund!
Hvad kan man vente, at der bliver
af Orden, Skik og Huslighed
hos saadan En?” — Saa tav hun vred.
Brat sprang de fire Smaafolk op.
Harm rysted hver en Puslinge-Krop,
da Stemmerne slog ud i Sang;
og gjennem Stuerne med Klang
som af et hundredaars Spinet
lød vildt den grumme Hevnkvartet: —
Ve, ve! — ve, ve!
Forbandet disse Stuer,
hvor vanhellige Hænder
vil tænde Arnens Luer —
med Ildebrand det ender!
Ve Mand og Viv,
paa Død og Liv
Husnisserne dem truer!
Ve, ve! — ve, ve!
Vi vil gjøre Spektakler hver eneste Nat,
saa aldrig de faar paa Søvnen fat!
naar Stormen hyler i Jevndøgns-Nætter,
som Marer vi os paa Dynen sætter!
Vi drikke hver Flaske i Kjelderen tom,
vi æde alting i Fadeburet!
I Vinterføre vi støvle om
og søle til, hvor der rent blev skuret.
Ve, ve!
Da flygte de bort hvorfra de kom —
Se, se!
alt flygte de bort, hvor de kom fra —
Hurra!
Og drage da brave Folk i Hus,
da ville vi være saa stille som Mus —
Tys, tys! tys, tys!
vi drive i Krogene kun vort Spil
og tjene dem, uden de mærke dertil —
Hys, hys!
Saa sang nu de — for to Aar siden.
Men da vi jo i Mellemtiden
har levet uforstyrret her
og plages ei af Nisse-Færd:
saa tænker jeg, de Smaa har fundet,
at vi har ved Bekjendtskab vundet,
og efter deres Mening nu
er brave Folk. —
Hvad mener du?