Saa gaar jeg atter i Havens Gange,
hvor før jeg kredsed som i et Bur
og græd for dig, der var fjern — en Fange
i Fjendevold og bag Lovens Mur.
Og sammen gik vi her begge siden,
befriet var du dog endnu ei:
saa sparsomt tilmaalt var Mødetiden,
her var du Fange, forviist var jeg.
Nu gaar jeg ene i øde Gange
jeg savner sødt og foruden Sorg,
jeg veed: — nu er du min egen Fange,
vort fjerne Hjem er din Fængsels-Borg.
To Kjæmper vogte dens Port med Ære,
endda de ei er af Vildmands-Æt —
din Troskab monne den ene være,
den anden hedder: min Husbond-Ret.