Over Markerne stryger en Søndenvind
saa vinter-vilter, saa vaarlig lind,
den jager de Skyer i Flokke,
og Lærkerne ringe alt Vaaren ind,
Smaaklokker i Himlens Klokke.
I hver en Grøft tager Vandet Fart,
og Sundet, der laa som en Snemark bart,
det blaaner og blinker derude
med Seil af en krængende Skude.
End stritter Skoven med brune Ris,
men snart, ja snart
det bølger med Silke over den bugtede Stis
grønplettede Skygge!
Min Sjæl! du sukker! Hvad vil du mer?
Du vilde vel forme det lydige Ler
og presse Farvernes Tube,
du vilde vel flyve med Svalernes Fjer
og synge med Lærkernes Strube.
Du leger med Længsler, du svælger i Savn:
snart vilde du være en Skovens Faun, —
af duftende Blade hans Leie,
en Syrinx hans eneste Eie;
og snart misunder du Cæsars Lod:
et kronet Navn,
Paladsernes Pragt, et Scepter med dræbende Od
og Verden at styre.
Du famler og søger — veed selv ei hvad —
Dyk dybt i det friske Foryngelses-Bad
fra Livets aabnede Sluser,
hvil ud i den Uro, der vemod-glad
den hele Natur beruser.
De Løvspringsuger har vingede Skridt,
saa hurtig er Bøgens Silke slidt,
og snart er i Himmelrummet
de Lærkeklokker forstummet.
Snart kukker Gjøgen sit Sommersvar:
„Om lidt, om lidt
een Vaar af dine, de talte, mindre du har
at skue og aande.”