Ode til Wartburg
Ved to Elskendes Besøg
Ved to Elskendes Besøg
Wartburg, du klippebaarne!
Borghærens Veteran!
Jeg ser dig over Bøg og Gran
hæve de stærke Taarne;
alt kommer Tag
og Gavl for Dag,
Husmur og Grundvold følger;
frit seiler du — et Pandserskib paa grønne Bjergebølger
I sagn-omfløine Tinder,
du hvalte Borgkapel,
der gjemmer tavst et Ekko vel
af Pavens Overvinder; —
du Høilofts-Sal
Sangkampens Val,
og du, Ringmurens Pandser,
som med et tusendaarigt Flor Legende-Rosen krandser: —
Modtag de To, der komme,
saa fromt et Pilgrimspar,
som nogen Stund begeistret var
i dine Helligdomme;
oplad for dem
dit gamle Hjem
af Mindeskatte rige,
lad al din stolte Ridderpragt af Tidens Gravmuld stige!
De er dig værd, de Tvende —
dig, Tysklands Hjerte, værd!
for Alt, hvad evig du har kjær,
lyst deres Hjerter brænde; —
med Smil og Ord
de sammensvor
sig fast, som Elskov binder: —
hinanden tro, som de er tro din Aand og dine Minder.
Du Plet, hvor Romerriget
fandt Tysklands Grændsesten!
Du faste Klippeborg, hvor En
mod Pave-Hære kriged!
Se, Dogmer groer,
og deres Spor
med Ukrudt fyldes, medens
der dyrkes ny: een Tro kun staaer urokket: Kjærlighedens.
Den Kjærlighed, der ikke
flagrer paa maa og faa
med Sommerfuglevinger smaa
for Blomstervin at drikke,
men spreder ud
paa Villiens Bud
Slagfjer af Ørn og Svane
og søger mod et evigt Maal sin egen Himmelbane.
Dens Tro har ingen Pave,
gjør ei for Aflad Gjæld,
den knæler i et Borgkapel
blandt ridderlige Grave;
et Minnekvad
paa Læben, glad
til Kamp den Verden møder;
stolt paa dens pandserklædte Bryst Legenderosen gløder.
Den er vor Stjerne-Varde,
vor Borg, hvor Gud befoel
at heise kjækt mod Lyn og Sol
vort Hjerteblods Standarde;
i Klippen dybt
den grov sin Krypt
mod Himlen staar dens Taarne:
sit Billed hilser den i dig, Wartburg, du minde-kaarne!