Karl Gjellerup (1857–1919)

Fra Dagmaals-Taager til Solrøst-Dampe,

        fra Stjernen biir tændt, til den mister sit Skin,

fra Nattergals-Beilen til Hjortenes Kampe,

        fra Løvfaldsstorme til Løvspringsvind, —

         saa længe vi jagende

                 rase afsted —

         saa længe

paa skummende Foler vi hujende ned

         gjennem Dale og op over Høidedragene

         sprænge.

Hvor en Kjedel¹ kan spores, hvor Fyrren er haaret

        af Vildbassens harpixpandsrede Skjold²,

hvor Rudlernes Klove i Græsset har skaaret,

        hvor Bamsen har plantet sin ensomme Saal, —

                saa vide de Grænser, vi

                        har om vort Hjem,

                                saa vide! —

Der halser vort Kobbel, der drøner det tungt,

                naar i Fraadefog fra de gyldne Trenser vi

                                ride.

Og dog, blandt alle den mangenærende

        Jords vildtvrimlende Lande dit Ry

er os kjærest, og du er det scepterbærende, —

        hil dig, Arkadien, vi hilses paany!

Brogede Hjem for den nymfe-forfølgende,

                Bukkebens-Pan!

krummede Fjeldnakker, kroned’ af bølgende

                løvgrøn Man,

som Skyerne krandse og Boreas kæmmer, —

Dale, hvor Græsgange Flodsølvet bræmmer, —

                skraanende Lider,

                blaanende Vidder,

                        sortnende Fald, —

Tinder, som kastende Løvkaaben blotter

                        Isens Krystal

                høit over Skyernes Tog, —

rungende Grotter,

fyldt af vor Jagts den tumlende Jubel,

som Havsnekkens perlemors-tjællede Kuppel

                gjemmer paa Bølgernes Kog!

Og ret som Arkadien staaler blandt Landene,

        saadan i Tidernes Vekslen vor Lyst

er hos dig, du sommer- og vinter-blandende

        stormrappe, frugtrige, guldsvøbte Høst!

Hei! hvor du pidsker med Regnsvøben Fossene

                fremad i Skum,

springende steilt maa de over den trodsende

                Klippebom!

Som ræddeligt Vildt for dit Aasyn farer

Bladenes gustne, skjælvende Skarer.

                Blædede Lunde,

                lysnende Grunde,

                        blottede Strøg!

Hvor er der Skjul for Vildtet, der veirer

                        Jagttogets Støi?

                Alt, hvad der flygter, det ses;

Jægeren seirer!

Natten igjennem hans Billede straaler: —

Orion, den vældige Jæger maaler

                utrættet Hvælvingens Kreds.

Orion, Orion, du Daare!

sig frem, vil du bedres ad Aare?

        har for stedse du byttet din Jagtglæde bort

mod Lyster, som ikke er vore?

        For engang var du stolt

                som vi,

        og dit Hjerte var koldt,

                du var fri,

og din Lyst var: paa Bjergets knudrede Sti

at bede de glubende Vilddyr.

        Da mødte du hist i Bøotiens Lund

Atlas’ Døtre de underskjønne Plejader,

        og din Attraa blev vakt af sin ulmende Blund,

        du forfulgte dem, glemmende Vilddyr og Hund,

og de flygtede rædde for dig, indtil Gudernes Fader

satte jer alle paa Himlens Rund,

som I aldrig mere forlader. —

Orion, Orion, vor Broder!

for hvem Artemis var som en Moder,

        der intet vil nægte sin elskede Søn

af de gudeskjænkede Goder!

        Er det hendes Løn?

er dette din hele Udødelighed:

en Kvinde jæger der elskovshed

        jager de skjælvende Piger?

                Blues du ei?

Se, den himmelske Bjørn, hvis Spor

sluttes i Ring, som om den var tøiret

        til Polens guldknappede Spiger,

den dreier sin ludende Pande og gloer

med rædselstryllede, lueblikkede

                Øine paa dig,

                undrende’ paa,

                at den rolig kan gaa,

og trues ei mer af din stjernepiggede,

        vældige Kølle, — grunder, fordi

        dens himmelske Hi

lokker ei Hunden, som støver derude

        saa tæt forbi,

        sporende trofast din Æthersti

med sin flammeaandende Snude.

Men vi har ei Frygt for den vingede Dreng!

Lad ham spænde sin Streng!

                Lad ham

tage Sigte kun, om han kunde paa os

                faa Ram!

Mere sikker end Flodhestens Bringe

        for Negerens Nilrørs-Skud —

mere haard mod hans Od er vor solildsbrunede,

stormveirshærdede, silkedunede,

        brystdugs-blottede Jomfruhud.

Lad ham nærme sig kun, lad ham flyve med Il!

Før hans Legetøis-Pil

                os naar,

skal han føle den Hilsen, vi unde ham vel:

                et Saar

af en jernhaget Pil gjennem Struben!

        Ha, hvilken Lyst, naar vi ser

ham sprælle, en underlig Fugl med trillende

                Purpursved paa de regnbuespillende,

                        gyldenribbede Vingefjer.

                Thi vor Vellyst er slig:

                førend Byttet bli’r Lig

        at skue de dirrende Lemmers Krampe,

mens vore Muskler, der spændtes som Staal

paa den hurtige Vei mod det flygtende Maal,

                hviler i Træthedens blødnende Lyst,

        en afspændt Buestreng lig, der hænger

                slap over Jægerens Bryst.

Nu velan, I, der glædes ved Kogrenes Klang, I, hvem Blod mer end Druer beruser,

for hvis Øren en Buestrengs Hvin er Musik, Pil-Sangenes larmende Muser!

knækiltrede, fodrappe Piger, velan! lad os intet af Tiden forsømme!

alt haster min Broders guldsvedte Spand mod Okeanos’ svalende Strømme,

og de flygtige Roser, der blomstrer i Kveld uden Rødder og Blade og Grene,

har han plantet ret nu i den evige Sne paa det Hermeskjære Kyllene!

Paa min kastede Fod drysser svalende Dug fra Bregnernes krøllede Blade.

og i Tykningen springer min Skygge saa mørk som en Tartaros-Skovs Dryade

fra Stamme til Stamme, snart nær, snart fjern, paa de gyldenbarkede Laurer.

Slip Hundene løs! anhids mine syv Pan-fostrede, tro Kynosaurer!

Han skal ikke undfly, den gispende Hjort, skjøndt han piler, som havde han diet

hin hellige Hind, som en Gang til Tak Piejaden Taygete mig vied,

med de Gafler af Guld og med Løb af Jern, der trætted Herakles saa længe

fra Ønoes Lund, over Argolis’ de hesteopfostrende Enge,

gjennem Hellas’ Dale og Kløfter og op indtil Istros’ blinkende Bræer,

til den stille, olivenskyggede Strand hos de fromme Hyperboræer,

og tilbage igjen til Arkadiens Land mellem Ladons Siv, ikke længer:

dèr greb han tilsidst med sin skjælvende Haand om Gaflens de luende Stænger.

Saa endte han dèr sine Arbeiders Tylvt, og han blev til en Gud, til min Lige;

men jeg, der var aldrig blandt Menneskers Tal, skulde jeg vel trættes og vige?

Nei, dø for mit Spyd skal den stærke Hjort, — ved Halv- maanens Horn har jeg svoret!

Hør! Koblet gi’r Hals! Svedhunden slaar an! — Hallo! der er Himmelsporet.³

        Lysnende Træ’r

Skovbrynet røbe, nu skal han ei skjule

        længer sin Kaas, —

                se dér!

Nu bryder han ud paa den gyvel-gule

        kullede Aas, —

                hvor nær!

Takkerne slængte langs Ryggen hen,

Skumflager over den brune Lænd,

        og en Græsvisk klemt i den fraade-vigede

høitopløftede Mule.

                Saae I ham? ... hvor? —

Nu er han borte! ... hør! Plask som af Vande!

        Sprang han derned? ...

                Jeg troer,

der risler en Flod under Bakkernes Rande ...

        dèr er dens Bred! ...

                Den snoer

hisset sig blinkende frem — langt bort.

Det er Alfeios ... Se dèr, vor Hjort,

        han vader dernede ... Nu svømmer han, kneisende

stolt med sin kronede Pande.

Ja, men nu er han røbet, dømt og forendt, thi jeg spænder min Asketræs Bue,

og forgjæves skal ikke min fjerede Pil med sin Jernod Svømmeren true!

Den senede Streng er til Bristning stram; før en Bølge forbi kan rinde,

skal i Bladet min Pil indtil Fjeren staa fast, — vi har udjaget —

                        Stands Gudinde!

                Gjern bag Kogrets Laag igjen

                Pilen hen!

                        Vilde Kvinde,

                        byd dit Følge holde inde

med de kaade Jagttogs-Hyl!

Krænk ei Bølgegrundens gamle sivindhegnede Asyl!

                Kan da Jordens vide Sletter,

                kan de steile Fjeldes Kumme

                ikke rumme

                        alt det Blod, du ingensinde

                mættes af, du underskjønne Grumme!

Naade, Naade, se vi bede! skaan, og du skal skaanes selv!

                Naar engang Kroniden styrtes

                        fra Olympens Herskertinde,

                        som han vandt ved Fadermord, —

                naar I flygte, du og dine

                        Nymfer rundt paa denne Jord,

                I har fyldt med Angst og Pine,

                        jagne selv som bange Hinde,

                        skal hos os I Tilflugt finde,

som for eder Hjorten fandt det i vor favnedybe Elv.

                Thi for os er Alle lige:

        Dyr og Menneske og Gud, vi veed

                ingen Forskjel af at sige;

                men den ramme,

        kolde Dødsangst-Sved

        tvætte vi af Hjortens stride Lænder

                med de samme

        rene, bølgelette Hænder,

                        som har klappet sval din trinde,

                svanebløde Jomfrubarm,

        naar du i de maaneklare

        Nætter med din Nymfeskare

                baded’, træt af Jagtens Larm, —

                        o drag dig det til Minde!

                                Rynk ei vredt

                                dit Bryn med ét!

                        Naade, Naade, hør vor Bøn, Gudinde! —

Er I færdige nu? ... har I intet mer? ... ingen Regn af Ord, der kan glide

af mit Sind som Vand af en Svanes Fjer? ... Blødhjertede Stakler, til Side!

I det klingre Kogger, som kjøler mig her over Hjertet, der ikke vil lytte

til eders Røst, er der Straf for enhver, som tør staa mellem mig og mit Bytte.

Af Sigtet! — du tøvende Pil, flyv bort fra den Streng, som din Fjerfod strammer,

og lab med din Jerntunge Sved af en Hjort! — Giv Agt, mine Nymfer! — —

                        O Jammer!

        Mellem Hjorten og Bredden, — forinden

                den hvinende Pil

                        har naaet sit Maal, —

                med et Solglimt-Smil

                        mod det vingede Staal

en deilig Najade har kastet sig frem,

                som en Brændingsbølge den stiger.

                        O Ve!

                losøiede Piger,

                        nei se!

                        hvilket Undertegn, hvilken Spot og Spe

                hvilken uhørt Trods mod Gudinden!

                        Hun er slagen og haanet,

                        for Pilen har skaanet

                det kildefostrede Liv,

og den faldt paa det løftede, skumbløde Bryst

                saa let som et Siv,

        der tabes paa Bølgen af Vinden.

                        Fly Gudinde,

                jaget af din Afmagts Skræk!

                du, som fræk

                        fik i Sinde

                        trodsende at overvinde

os, der fødtes, længe før

nogen Gud blev født, og lever unge, naar I alle døer.

                Se, paa Tidens Flade over

                Evighedens Dyb I drage,

                bølgefage,

                        reist af lunefulde Vinde, —

                over eders Sted skal Andre jage;

Vi, der steg fra Dybet op, er blivende som Dybet selv.

                Hør os du, der kaldes mægtig

                        af de dødelige Blinde, —

                Sjælemørkets blodige Trold,

        avlet af de bitre Lyster,

                som fra Slægters dunkle Old

        udsaar Kval og Glæde høster,

                        klædt i Lysham af en Kvinde, —

                        Giftsaft skjult i Druens Hinde, —

hør af vore sanddru Læber Skjæbnens Retfærds Dom og skjælv!

                Ikke brat som Dyr, du fælder,

        døer du i en Gude-Dæmringsstund,

                naar det Ny med Lys fremvælder;

                men som Floden

        døer, naar Tørkens Mund

        suger med de blege, sprukne Læber

                Kilderoden, —

        saadan er det, Tiden dræber!

                        Draabetals din Kraft skal svinde,

                mens du stedse mere vis

        stirrer dig paa Dødens Trussel,

        og der flokkes Skam og Blussel

                om dit Navn, o Artemis,

                        Barmhjertighedens Fjende!

                                Blegn og skjælv,

                                forband dig selv! —

                        Fly! — din Skjæbne følger dig, Gudinde!

Hvor det mørknes, — o Held! thi jeg blegner af Skræk for den safranfingrede Eos,

der vil pege min Skjændsel lys; hvor tidt gav han Tegn til vor Jagtglæde — —

          — — Ve os!

Krattets Høvding, Rudlens Fader

langtsomt Strømmens Bad forlader,

kroneludende han vader

        mod den taagede Poppelskov;

Bølgernes Sugen

slipper fra Bugen,

        Sivene slibe langs hans Bov. —

Flintestene

klirre, Grene

        knases under den trætte Klov.

Høit paa Himmel-Gangbrosbrættet

drager Natten Mørkenettet,

glimmerfyldt af Stjernedrættet

        fra det evige Ursvælgs Bund.

Endnu en silde

Rørsangers Trille

        skjælver paa Luftens Bølge kun. —

Nu sank kreds-om

Tystning ned som

        før det Levendes Fødselsstund.

Du, der var, før Guder spredte

        Lyst og Kval paa Livets Vei,

tavsheds-fulgte, aldrig sete

        Nat! — drag frem, vi hilse dig!

Jordens Slægter

bort fra dig smægter,

        lever af Lysets gyldne Skat; —

vi, hvis Leie Bølgen redte,

        længes mod den dybe Nat.