Hvor høit paa Bjergets Tinde
mod Himlens dybe Blaa
Monte Casino syner,
Apollos Tempel laa —
I Dalens kjølige Skygge
i Laurbærlundenes Ly
bag Bladenes Hang det skjulte
sin Marmorskjønhed bly.
Fra Gyldenkarmen Phoebos
kun med et flygtigt Smil
sit sidste Alter hilste
og fjerned sig med Il.
Thi længst fra Hellas Strande
hint Suk i Natten lød,
som Jordens Kreds forkyndte:
den store Pan er død.
I Sørgeflor stod hyllet
Olympens gamle Glands,
Athen og Rom var blegned
for Solen fra Bysants.
I Grus laa Delphis Søiler,
dets Spaadomsaand var stum,
som Hersker Korset kneiste
høit paa Palatium.
Kun Dalens Hyrde kjendte
den skjulte Helligdom,
sit fattige Offer bragte
han til dets Alter from.
Ei mer til Hekatomber
behøved Rigdom jo
at ødsle sine Skatte,
den aagred med sin Tro;
Den hylded Seierherren,
og Frygten fulgte den,
thi Korset blev en Galge
for gamle Guders Ven.
Men her, hvor Troskab voxed
af Kraft og Armod frem,
et nyt Arkadien blomstred
om Sangergudens Hjem. —
II
I Skoven ved Subiaco
ved Anienes Fald,
som skummende bestænker
den sorte Klippehal,
En skummel Hule gaber
tæt ved den vilde Fos,
saa mørk, som førte Veien
didned til Tartaros. —
En Eneboer leved
sit stille Levned dér.
Han fasted, tappert kjæmped
han mod Fristelsernes Hær.
Hans Haar til Jorden rakte,
fra den indsunkne Kind
nedbølged Skjægget over
et pjaltet Faareskind.
Han fasted for at døde
sit usle Legems Magt,
til Hulens Mørke straaled
med Paradisets Pragt.
Da sneg sig Venus til ham
i utilsløret Glands,
hun lokkede, hun æggede
hans udhungrede Sands.
Saa rulied han sig nøgen
paa Klippens Sten i Harm,
han trykked Torn og Tidsel
til sin blodstænkte Barm.
Af Smerten overvældet
han livløs sank til Jord,
da troede han sig vugget
til Sang af Englechor.
Ræd korsede sig Hyrden
paa Bjergets trange Sti,
selv Jægeren saae nødig
det sære Udyrs Hi.
Men snart forkyndte Rygtet
hans Fromhed og hans Dyd,
den underlige Helgen
blev hele Egnens Pryd.
Og til hans Hule søgte
de allevegne fra,
mens vidt om Land berømtes
Benedikt af Nursia.
III
En Kilde risled i Lunden,
hvor Gudens Tempel stod,
der laa Apollo ensom
ved Laurbærtræets Rod.
Mens Plektret gled over Lyren,
som hviled i hans Haand,
de nynnende Strenge vakte
den drømmende Sangeraand.
Og stærkere slog han Strengen,
til svulmende Tonen klang;
da hæved Guden Røsten
og kvad sin Svanesang. —
Han sang om Venus’ Skjønhed
og Junos stolte Pragt,
om Himmelrysterens Vælde
og Jordomslyngerens Magt.
Den sunkne Gudeverden
han maned af dens Grav,
han gav den Liv og Ungdom
ved Plektrets Tryllestav. —
De sidste Sangens Toner
opfanged Ekkos Røst,
og tænksomt Gudens Hoved
var sunket paa hans Bryst;
Da Raab og voldsom Støien
igjennem Dalen lød.
Hvo var de vel, de Frække,
som Lundens Stilhed brød? —
Sit stolte Blik han hæved;
en Skare Mænd han saae
og foran dem et Væsen,
mindst lig en Mand, at gaa: —
Vildt flagred Hovedhaaret,
fra den indsunkne Kind
nedbølged Skjægget over
et pjaltet Faareskind. —
Han vakled frem og Korset
med Knokkelarmen svang: —
„Ve over Afgudstemplet! —
Forstum Sirenesang!” —
Vildt skingred Raabet gjennem
den dunkle Tempellund;
et bittert Smil sig leired
om Gudens Rosenmund: —
„Naturen var mit Rige,
mig adlød Mand og Gud,
selv Dyr og Stene rørtes
paa mine Præsters Bud!
Hvor Unaturen hyldes,
er Sangens Scepter brudt,
den er ei min, den Verden,
hvor Skjønhed er forskudt.
Før hin vanskabte Ivrer
betræde skal mit Hus,
maa Gudens egne Hænder
nedstyrte det i Grus.
Jeg kommer, høie Fader!
Fra nu af i din Hal
kun for de salige Guder
min Lyre tone skal.
En Verden vi forlade,
som er os ikke værd;
dog dvæled jeg saa gjerne
blandt Jordens Sønner her.
I Nu tie alle Toner
og Ordets Rythmegang! —
Ei Memnons-Støtten hilse
sin Moder mer med Sang! —
Ei Verden sammenbindes
af liflig Tonekrands:
klangløs skal Sphæren træde
sin høie Himmeldands! —
Sjælløs Naturen hvile
i Lovens Dødningelin,
til andre Slægter reise
den svundne Olds Ruin! —”
De slanke Søiler vakled,
det brast, det brede Tag,
ned styrted Tempelgavlen
med rædsomt Tordenbrag.
Brat standsed Fuglekvidren
og Kildens Klokkespil
og Lundens sagte Susen, —
stum lytted Hoben til.
Men Benedictus raabte:
„Hvad er vort svage Værk? —
Hvo kjæmper mod Dæmoner? —
Du, Gud, er ene stærk! —
Hvor Afgudstemplet kneiste,
som faldt paa Christi Bud,
skal nu hans Kirke prise
den ene, sande Gud!” —