De lange Dønninger som Valser glide
henunder det bevægelige Giar,
hvor Aarens Blad, blankt som en Demant klar,
en flygtig, purpurrandet Vunde skar,
og klukkende mod Baadens butte Side
de gynge den med samt dens lette Fragt
af Ungdoms-Lyst: — Den lave Sol har lagt
sit Glorie-Skjær om mangen Lokke-Pande,
og sat i mangen smilehullet Kind
sin Rosa-Glød; den mødige Søndenvind,
træt af at spænde Seil og røre Vande,
leger sig selv i Slummer med en Fold
af Kjolers Bomulds-Spind og Slørets Silkemoll.
Vi komme smaat kun frem, det haster ikke.
Skjønt er her overalt, og Skjønhed kun
er Fartens Maal i denne Aftenstund.
Snart hvilende paa Aarerne vi ligge,
og snart bevæges de i langsom Takt
af fire Kvinde-Arme, blanke strakt’
i Lyset frem og rundt tilbage-bøied’
med Pige-Musklers slangebløde Magt.
O, fagre Dobbelt-Syn, jeg nyder!
Øiet veed næppe, hvem af eder helst det følger.
Ro til, I skjønne Færgepiger! — ro!
Og førte I mig ud paa vrede Bølger,
hvor Døden sad i Tangens Top og lo, —
jeg sank i blomstret Græs, sank jeg med eder To!
— Med dig, du Hjertets søde, bitre Drøm, —
drømt i et Blund paa Mossets kjøle Pude,
hvor ved en stille Vig af Livets Strøm
Eventyr-Træ’r med mystisk Susen lude —
skjøndt ikke blot er Drøm! Saalænge ude
af Øie, ei af Sind! du træder mig
imøde end en Gang, paa Hverdags-Vis:
ei lønlig i en bortgjemt Sommer-Stis
forborgne Skygge, men paa Alfarvei
midt iblandt Sværmen, hvor man artig siger
hinanden vante Ord, og, naar en Ven
en Rotur foreslaar, i Baaden stiger,
i muntert Lag med Skjemt og høflig Smiger;
du tager Aaren —, ro! du roer igjen
til Drømmens stille Vig din Drømme-Elsker hen.
Hvis ikke hun, som Nabo-Aaren fører,
faar Stavnen vendt mod Sundets aabne Rhed;
thi flinkt det stærke Armepar hun rører
og smiler skjelmsk, naar over Haanden ned
hun bøier sig; et Smil, der flygtig gled
fra hendes blanke Øie ind i mit,
just da hun rysted Haarene fra Panden,
fortalte mig, at hun vil se sit Snit
og ro dig over. Var mit Hjerte frit,
det fyldtes vel af dette Blik til Randen.
Og dog har endnu aldrig nogen Anden
haft Skjønhed nok for mig, hvor du var nær,
kysk hyllet i et Slør af Drøm og Minde;
men underfuldt der straaler ud fra hende
udrømte Drømmes magisk-dunkle Skjær,
som vækker Sjælens Dyb til anende Begjær.
Det er en Stund, som skabt for Minde-Runer
og Trylle-Længslers vage Varselstegn,
for Vexel-Leg af alle Hjertets Luner:
nu Solen synker over bakket Egn
bag fjerne Skoves purpurdunkle Hegn,
mens Guld og Kobber over Sundets Blaanen
flammer som Gjenskin af et Krater-Baal,
og medens — se! i Øst den anden Skaal
af Lysets Vægt har hævet sig: — Fuldmaanen.
I Bølgens Ryg, der krummes skjællet-blank
og regnbuespillende mod Baaden brister, —
i Bølge-Dal, hvor Aarebladet sank
i Perleglans — den tænder Stjernegnister.
Kimingen bærer alt dens Sølver-Baand,
hvis Traade spindes frem af Skumrings-Alfens Haand.
Som denne Strøm henrisler over Vandet, —
som dette Lys i Lyset breder sig, —
som Dagens Farver er med Nattens blandet
og smykke sig med dem men slukkes ei:
saadan en Elskovs-Anelse sig stjæler
gjennem mit Sind, som Elskov end besjæler,
og i mit Hjerte, længst et lukket Gjern,
hvor kun dit Guldgrunds-Billed var at finde,
der dæmrer andre Træk fortrolig frem
og klares, men vil ei fortrænge dem,
som eie Førstefødsels-Ret derinde.
Kom Lidenskab med nye Haab og Savn,
din Hymne toned dog, min Helgeninde: —
Ungdommens Glorieskjær er evig om dit Navn.
Se, det er Nordens lyse Sommernat,
som langsomt skumrer over Sundets Bølge;
den skifter ikke Døgnets Klædning brat,
den kaster ikke Solens Gyldenmor,
skjøndt selv den fæsten, op med Maanens Sølje
sit lilladunkle, stjerne- stukne Flor.
Men i en Bræm af brændende Skarlagen
og i en Glans, der sitrer overalt,
bevarer den en Rest af Sommerdagen,
en gylden Arv, der paa dens Vugge faldt,
og færdes stolt, lig En, der rigt opdragen,
til egen Velstand føier gammel Pragt,
og over Silke-Fløil har Oldtids-Smykker