Stjerner, I Evigheds-Øine!
Sole, som Alt erfoer!
I, der saae Graven høine
sin første Tue paa Jord!
Som har set vor Klode tændes,
og vil se dens Glans blive slukt!
O, siig mig, om Livet endes,
har Døden Glemselens Frugt?
Thi her veed Ingen Noget,
og hemmeligheds-fuld
vil Jorden ei ud med Sproget; —
ak! I er af samme Kuld!