Dybt inde i Skoven i Græsset vi laa,
og knytted til Kjede de friske Straa.
Jeg bandt, du holdt. Da hvisked i Løn
mit Hjerte til dit sin frygtsomme Bøn.
Du stræbte saa trolig med Fingrene smaa
at ordne de sært forviklede Straa.
Men bag os barnlige, legende To
dèr stod vor kaade Veninde og lo: —
„Nei, det kan da Gud og Hvermand se,
at hvad han ønsker, skal aldrig ske!”