Derover tidt jeg grunded,
hvad først der af mig gik,
hvad Taage der var spundet
tæt om mit træge Blik;
at ikke strax jeg rørtes,
saasnart vi sammen førtes, —
da første Gang jeg saae dig saa frisk og fin og svai,
som en vindgynget Valmu en dugget Gry i Mai.
Nu veed jeg, der var ingen
Forblinding i mit Syn:
Skyggen af Elskovs-Vingen
omflagred mine Bryn.
Den Fugl boer nu hernede
i Hjertets trygge Rede
og kvidrer der bestandig en Sang, der gjør mig klar
din Skjønhed, som for Øiet saa sent blev aabenbar.