I Genier som til mit stille Leje
I Søvnens blide Timer svæve ned,
Og lede mig ad velbekjendte Veje,
Og styre mellem Venner mine Fjed:
O! lader af, min ømme Barm at saare
Med Syner, som saa kort fortrylle mig,
Som kun for Øjeblikke Sjælen daare,
Og, ak, bag Morgenrøden gjemme sig!
Jeg troer mig hist i Codans favre Egne,
Ved Sjælands flakke, blomsterklædte Strand;
Nu er jeg her, nu der, og allevegne
Gjenkjender jeg det kjære Fødeland.
Dog, ak, som Lynet svinde disse Glæder,
Jeg vaagner, en forførisk Drøm det var;
Blandt fjerne Bjerge jeg min Bane træder,
Kun Een blandt fordums Venner end jeg har.
I sidste Slum, ved Evelines Side
Paa duunblød Sofa jeg saa rolig sad,
Og taled’ saa fortroligt med den Blide,
Og var saa munter, var saa hjerteglad.
Da rasler Haglen over mine Ruder,
Og borte er den Slum, som Øjet bandt.
Jeg hører kun, hvor Midnatstormen tuder,
Og Eveline, Fryd, og Alt forsvandt.
Nys syntes jeg en Aftenstund at nyde
Blandt gamle Venner i fortrolig Kreds,
Mit Øre hørte Bægerklangen lyde,
Jeg var saa fro, saa lykkelig tilfreds.
Men snart min hulde Stjerne maatte dale,
Sanct Jakobs huule Midnatklokke slog,
Dens Bulder vakte mig af yndig Dvale,
Og Tryllesløret fra mit Øje drog.
Og var det stedse dog kun blide Syner,
Som male mig mit evig elskte Hjem!
Steeg hver en Scene, som i Sjælen lyner,
I lyse Skyer svøbt, for Øjet frem!
Men ofte lyde Klager mig imøde,
Og tit jeg Vidne er til Brødres Graad.
I Drømme føler jeg mit Hjerte bløde,
Min Kind er tit af friske Taarer vaad.
Tit vandrer jeg blandt glødende Ruiner
Den Bane, jeg i Skrækkens Timer gik;
Omkring mit Øre Hvirvelstormen hviner,
Og røde Luer svæve for mit Blik.
Jeg hører ødelagte Skarers Jammer,
Og skuer mangen ædel Borgers Liig:
For Brødres Vel han trodsed’ Qval og Flammer,
Og kjæk i Dødens Arme styrted’ sig.
O, lader mig i Fred min korte Hvile,
O, plager ej de trætte Øjne meer!
Snart skal den lyse Gjensyns Time smile,
I Aanden jeg dens Glæder forudseer.
Da skal jeg Venskabs Tempel aabent finde,
Og smilende dets Blomsterbane gaae,
For Spøg og Elskov friske Krandse binde,
Og højt til Glædens Priis min Harpe slaae.
(Göttingen, i Vinteren 1795;96.)