Vee mig! en Piges usle Slave,
Vansmægter jeg midt i et Paradiis! —
For mig har Jorden idel, idel Grave,
Og hele Livet kun Forliis! —
Hvor finder jeg det glade Hjerte,
Den Ungdoms Ild, den Kraft, det Mod igjen,
Som bæved’ ej for Møje, Skræk, og Smerte,
Og i hver Ædel vandt en Ven?
Hvi falme mine Kinders Roser?
Hvo knuste denne Lyra, Phoebus gav?
Selv Ewalds og Tullins Apotheoser
Ej vække Sjelen af sin Grav.
Du, Amors Søster, Erycine,
O! hør for sidste Gang: jeg elsker dig.
Elysium mig lover hver din Mine;
Og Haan og Kulde myrde mig.
Ja, Cypris Datter, Erycine,
Ja, hør for sidste Gang: jeg elsker dig.
See Frygt og Tvivl om Qvindedyd mig pine:
O! see Din Ven ulykkelig!
Bør du din Faders Stolthed lyde?
O! hvad er Rang og Guld mod Kjærlighed?
Kan du dit Hjertes ædle Løvte bryde?
Jeg døer: Du lever uden Fred.
Bedragne Pige, vend tilbage
Til mig, til Trofasthed, til Amors Lund:
Her, her forvandler Han for elsket Mage
Et Liv til een lyksalig Stund.
Hvad hører jeg? En kunstlet Glæde
I vilde Hymenæer bryder ud.
Hvad seer jeg? Hist for strænge Hymens Sæde,
Hun staaer, den rige Daares Brud.
Du, Skytsaand, du min Smerte kjender:
Bønhør mig her i Amors Helligdom!
Naar Hymen nu for Hende Faklen tænder,
Da vend din mørke Fakkel om!
Hvo dømte mig til Liv og Taarer?
Hvi fængsler mig en evig, evig Nat?
Har Hun, hvis Falskhed dette Hjerte saarer,
En Pluto mig til Vogter sat?
Dog nej! — Du, Pigens usle Slave,
Er Dydens Himmel ej dit store Maal?
Var da dit Liv den Stoltes Tigger-Gave,
Og al din Løn kun Dødens Staal?
O nej! Jeg flyer til Lundens Bolig,
Og græder eensom ved min aabne Grav.
Ak! dette Hjerte elskede for trolig,
Og det var Alt, mig Himlen gav.
Vee dig, Vee dig, bedragne Pige!
Hvo ofrer Dig sit hele Liv, som jeg?
Naar ved min Grav Forbandelser opstige,
Gud Eros, da bønhør mig ej!
Snart, Erycine, skal du klage:
Mit Letsind myrdede min bedste Ven.
Hans Skygge svæver da til dig tilbage,
Og seer dig angerfuld igjen.
Hver Nat jeg seer i Nag hensvinde;
Og hvilken Qval! jeg kan ej trøste dig.
O! skjælv, jeg er, naar dine Taarer rinde,
I Graven selv ulykkelig.