Tændt er alle Stjerner, store og smaa,
om Sommerens Baare.
Luften er saa dugtung. Fra Kvist og fra Straa
triller Taare paa Taare.
Lavt over Skoven og den ensomme Vig
gaar Suset af Vinger.
Sælsomme Stemmer og klagende Skrig
gennem Stilheden klinger.
Kongelys flammer i Højskovens Kor
som Voxkærter slanke,
over Mossets Fløjlstæppe Brombærret snor
sin rustrøde Ranke.
Alvorsfulde Stammer om Baaren staar Vagt,
og faldende Blade
spreder over Liget en kongelig Pragt
af Guld og Brokade.
Brat han fik sit Dødsbud ved Livsglædens Fest.
— — En isnende Pause!
Se, da stod paa Tærskelen Uhyggens Gæst,
Den højtidelig tavse.
Bag ham lyste Himlen som Flammer og Blod,
og i Solfaldets Lue
„Mene, Mene, Tekel” med Ildskrift der stod
over Festhallens Bue.
— — Hvisk mig om din Sorrig, du hældende Pil
og du bloddunkle Vikke!
Aftnen lytter til med et vemodsfuldt Smil
og med fugtige Blikke.
Sørg, lille Solsort i Vejhækkens Tjørn,
han har elsket dig saare.
Sørg! o men haab dog med Menneskens Børn
paa hans Gensyn ad Aare!