Regn, som strømmed, Blæst, som tuded,
har hans Nærhed alt bebudet,
og dér har vi ham jo selv.
Ud fra Staden da, fra Muren,
mød din Konge i Naturen
under Himlens solblaa Hvælv!
Se, langs Hegn og Villaveje
grønne Grene svinge, svaje,
— bryd dem, smyk med dem dit Hjem.
Rige Blomstertæpper bredes,
— ingen veed af hvem, hvorledes —
der, hvor Toget skrider frem.
Stadens store Port staar aaben
did han drager. Uden Vaaben
Store, Smaa betvinger han.
Ind i Gyder, mugne, kvalme,
hvor de friske Farver falme,
Sol og Sundhed bringer han.
Smil med Graad i Øjet skifter,
ak! thi Ispust mod ham vifter
og en snarlig Død ham spaa.
Men om og i Grav han lægges,
atter vil til Liv han vækkes
og paa tredje Dag opstaa.