Fædrelandsvennen
Generalkonsul Henrik Pontoppidan
Generalkonsul Henrik Pontoppidan
(Ved Afsløring af hans Mindesmærke i Aarhus).
(Ved Afsløring af hans Mindesmærke i Aarhus).
Ej blandt dem, hvis Navne prange
stolt i Vaabenglans,
ej i Folkets Heltesange
skal vi søge hans.
Ved et Storværk dog, et Fredens,
knytted han sit Navn til Hedens,
— et som end, naar hines blegne,
skal hans Minde legne.
Tungt laa Nederlagets Mare
over Folkets Hu.
trued efter ydre Fare
med en indre nu:
Faren for i vege Drømme
ræd fra Nuets Kamp at rømme.
— Da jog Jydens djærve Tale
Landsmænd op af Dvale:
„Er vi syge — se! i Fliden
Lægedom der gror!
Smaa? Velan? blev Lodden liden,
nytt hver Fodsbred Jord
Fik du Gods og Gaard i Eje,
bryd din Virken nye Veje.
Fik du Huslod kun i Fæste,
yd paa den dit bedste!
Hedens Himmel Luftsyn spejler —
vend fra dem dig bort!
Moser, Bakker, Lyng og Hjejler
— det, kun det er vort.
Tykkes armt det nu og øde, e
dyrk det, til det bærer Grøde.
Bryd dets Muld med stærke Lemmer,
den din Fremtid gemmer!
Sølvblaa blinker Havets Stribe,
hvor Normannen foer —
følg da Vinket! Købmandsskibe
stævne i hans Spor.
Haandværksdont til Kunst at højne
øv den unges Greb og Øjne!
Skal der Opgangstider ventes,
klogt hvert Pund forrentes!”
Flygtig dog som Skummets Lilie
vorder Ordets Magt,
om med Hjertelig og Vilje
ej det staar i Pagt.
Men som Skud af fælles Stamme
var ham Ord og Daad det samme.
Trindt hvor Lyst og Evner vaktes,
gavmildt Hjælpen raktes.
Saa med Dalgas’ store Tanke
hans gik godt i Spand.
Kraftig Skov blev Hedens Banke,
Mosen Agerland.
Husmandsloddens krumme Slider
ranked sig mod Vaarbrudstider,
og om Torv, om Bod og Brygge
brødes Sol og Skygge.
— Nu mens Agren gulner, Høet
rejses Stak ved Stak.
modnes og som Frugt af Frøet
glade Hjerters Tak.
Takken fra de tusind Sjæle
— Daadens bedste Eftermæle —
med hans Navn i Runer klare
Stenen her bevare.