Mit Fædreland, min gamle Mor!
Dit Skøds den sunde Muld
er Livets Grund, hvoraf jeg gror,
— saa rig, saa grødefuld.
Din Saga var min Billedbog,
du lagde i dit bløde Sprog
paa Læben mig de første Ord:
min Mor!
Mit Fædreland, min Jomfrubrud
med Bøgeløv i Haar!
For dig sprang Sangens Roser ud,
da jeg var atten Aar.
Du drog mig i den lyse Nat
med Elverleg til Skov og Krat,
saa ung, saa daarende og prud
en Brud!
Mit Fædreland, min stærke Viv!
Du drev til Daad mig frem.
Dig vied jeg mit Manddomsliv,
Du skænked mig et Hjem.
De Børn, jeg har, er dine med,
vi samles om dit Arnested
til Arbejd, Leg og Tidsfordriv
— min Viv!
Min Brud, min Viv! Men allersidst
som allerførst: min Mor,
saa sandt jeg skal engang for vist
tilbage til din Jord.
O, lad min Æt, naar jeg er Støv,
end bygge under Bøgens Løv
og værne ømt, i Daad som Ord,
sin Mor!