Svære Damaskforhæng, vissentgrønne mod en mathvid Væg,
fra Gesimsen ned til Gulvet glider stolt i brede Læg,
gamle Slægtsportrætler i Rococccorammers gyldne Bræm,
fine Broncestatuetter paa Konsoler mellem dem.
Dæmpet blidt af Silkeskærmen farver Standerlampens Lys
Rummets Skumring med en Rosentone som det unge Gry’s,
gløder Bryslertæppets Crémebund, mønstret med en Orchisflor,
samler sig om Vindusnichens Palisander — Skrivebord;
om en Amorstatuette, buevæbnet, fin og skør,
om en vilter Sværm af Brevark, tonet med de rose-Kulør
om to bløde Luxushænder, syslende med Pen og Blæk,
medens Ark for Ark de fylder med en Haandskrifts raske Træk;
om en fyldig Haarvæxts gyldenblonde højt opstrøgne Valk,
om en Hals, som stolt sig skyder frem af Kravens Kallakalk,
om et Bryst, som ungdomsfyldigt, blændende og mælkehvidt
dristigt røbes bag en mosgrøn Fløjelsrôbes dybe Snit;
om den attenaars Komtesse, der — en nys trolovet Brud —
fejrer her en stille Messe for sin unge Elskovs Gud
og, mens Hjertet sødt henrevet spejles i det dybe Blik,
fylder ufortrødent Brevet med sit varme Blods Lyrik.