I.
Der flagrer end Eroter smaa
paa alle Kanter mig i Møde:
fra Øjne dunkle, lyseblaa,
fra Smilehuller, Læber røde
der flagrer end Eroter smaa.
Jeg griber en paa Maa og Faa,
og spændt i Rim og Rythmer maa
nu Staklen med sin Frihed bøde.
Der flagrer end Eroter smaa
paa alle Kanter mig i Møde.
II.
En Duft saa frisk, skovmærkefin,
som den paa Vaarens Luftning svømmer
mig fra din Mund i Møde strømmer,
— en Duft saa frisk, skovmærkefin.
Og som en let og gylden Vin
af Kyssets Blomsterkalk jeg tømmer
en Duft saa frisk, skovmærkefin,
som den paa Vaarens Luftning svømmer.
III.
Jeg føler rørt imod min Haand
det spæde Jomfrubryst sig hvælve,
et lille frygtsomt Hjerte skælve
jeg føler rørt imod min Haand.
Indviet har jeg mig til selve
din unge Vaars Anakreon
og føler rørt imod min Haand
det spæde Jomfrubryst sig hvælve.
IV.
Skønt Svalerne langs Jorden stryger,
og Himlen hlaasort er som Bly
med fjerne Glimt og Tordengny,
og Svalerne langs Jorden stryger —
dit Smil bebuder ingen Byger,
og Øjets Blaa er uden Sky,
skønt Svalerne langs Jorden stryger
og Himlen blaasort er som Bly.
V.
Det funkler fra dit Øjes Nat
som Morildsglimt i dybe Strømme.
Af Længsler glødende og ømme
det funkler fra dit Øjes Nat.
Og som dit Væsens dulgte Skat,
steg op i Dagens Herredømme,
det funkler fra dit Øjes Nat
som Morildsglimt i dybe Strømme.
VI.
At lodde dine Øjnes Bund
vil mig til Dato ikke lykkes,
hvor ligetil det end kan tykkes
at lodde dine Øjnes Bund.
Saa sødt jeg af dit Smil henrykkes,
saa hedt jeg drages til din Mund,
at lodde dine Øjnes Bund
vil mig til Dato ikke lykkes.
VII.
Min fine, kyske, skære Blomst,
Marias hvide Særkeærme!
Ej noget urent skal sig nærme
min fine, kyske, skære Blomst.
Og Lysets Englevagt beskærme
fra Kvæld til Gryets Atterkomst
min fine, kyske, skære Blomst,
Marias hvide Særkeærme!
VIII.
Her ved dit Øjes Brønd, min Skat,
hvor Eros mig paa Post har stillet,
har sét mig sært og sødt forvildet
— her ved dit Øjes Brønd, min Skat:
at bag Pupillens sorte Nat
jeg inderst fandt mit eget Billed,
— her ved dit Øjes Brønd, min Skat,
hvor Eros har paa Post mig stillet.
IX.
Med Glimt af hvide Tænders Pragt
din røde Pigemund mig blænder.
I Skæmt, i Spot sit Bud den sender
med Glimt af hvide Tænders Pragt.
Som Vink, at vaagent, uforsagt
et fint og skarpt Instinkt staar Vagt,
naar dristig Attraa mod den brænder,
— med Glimt af hvide Tænders Pragt
din røde Pigemund mig blænder.