Bort fra Skoves, Markers, Heders
minderige Horizont,
fra de lune Barndomsreders
Ly og Hjemmets Hverdagsdont,
bort til Kamp ved fremmed Front
for en Sag, som ej er Eders — —
det var bitre Kaar at møde,
Brødre, Landsmænd sønden Aa!
I, som længe maatte bøde,
at Jer Ret I troede paa,
og fik aldrig lært forstaa,
at Jer Troskab var en Brøde.
Men hvad dybest nu os fængsler
i Jer Sagas Heltedigt,
er, at I trods egne Længsler,
tro mod tvungen Ed og Pligt,
uden Knurren bærer sligt
Kors af uforskyldte Trængsler.
Ingen sammenbidte Tænder,
ingen Frasers hule Ord,
kun et Afskedstryk af Hænder
i Farvel til Far og Mor —
trygt og støt, som den, der troer,
gaar I did, hvor man Jer sender. —
Om det endes nogensinde,
disse Tiders Ragnarok —
give Gud, I da maa finde
gammel Voldsaand spændt i Blok,
men for Retfærds Maalestok
og Oprejsning Timen inde!
(Skrevet 1916.)