Paa Husets Loggia Vinløvsdraperiet
gav Skygge for den hede Middagssol.
Mester Filippo sad ved Staffeliet,
sortøjet brun — en ægte Spaniol.
Hans Kunstnerblik var fængslet af en Gruppe,
hvorover Lys og Skygge drev sin Leg;
og lig en Sommerfugl af Skitsens Puppe
frem paa hans Lærred den i Farver steg.
Det var hans unge Hustru — Kærlig bøjet
sad hun ved Vuggen, hvor den Spæde sov.
Den Ynde, hendes Moderfryd forhøjed,
var baaret skønt af Harmoniens Lov.
Den lyste frem af Øjnene de klare,
af hver en Linie i den smækre Krop.
Nu vaagned Drengen, og med Hænder snare
hun skød hans Tæppe bort og tog ham op.
Og mens hun lagde til sit Bryst det hvide
blødt i sin runde Arm den sultne Glut,
han kasted Pensel og Palet til Side,
sprang op og tog fra Væggen ned sin Luth.
Med fast og øvet Haand han stemte Strengen,
mens han med Ømhed paa de tvende saa.
Hun løfted smilende sit Blik fra Drengen:
»Sig mig, Filippo, hvad Du tænker paa.«
Hans brune Kinder gløded som’ved Kraften
af Elskovsdruers unge, stærke Vin.
Han svared: »Ak, jeg tænker paa hin Aften,
hin stolte, skønne Stund, da Du blev min!«
Da blussed hun som han. Og medens Øjet
i sød Berusning ved hans Læber hang,
i Rythmer let han sine Tanker føjed,
greb flygtigt Luthens Streng dertil og sang:
— — Og det var Nat. Ved Brudekamret stod jeg.
Et Forhæng veg. Sky standsede mit Skridt.
Et Lys, en Vellugt strømmede imod mig,
— et Nu jeg skimted noget slankt og hvidt. —
Saa sluktes Alt. Jeg hørte kun mit Navn
fremhvisket med en Stemme blød og kælen.
Og blind paa Synet, seende med Sjælen,
jeg droges sikkert mod din aabne Favn.
Dit Jomfrulegem, yppigt, ungt og glat
med Blodet bankende bag Silkehuden,
laa tæt til mit, alt Draperi foruden,
kun svøbt i Fløjlet af den sorte Nat.
Saa stod vi da, to Børn af Alnaturen,
Ansigt til Ansigt med den store Magt,
hensat med Et hinsides Grænsemuren,
hvor Vedtægt og Undseelse staar Vagt.
Som Straalebrydninger af Lysets Renhed
forenet atter smelter hen i Hvidt,
en Livets Urkraft samled os til Enhed:
een Sjæl, eet Legem! — intet mit og dit!
Vort Væsens dybe Grundskel, Kønnets Skranke,
udjævnet, slettet i et Favntags Nu.
Og samme Tid — forunderlige Tanke! —
jeg fuldt ud Mand, og fuldt ud Kvinde Du.
— — Dog kort er Sommernatten kun. Og før
vi aned, titted Gryet ind ad Ruden,
sneg sig langs Væggen hen til Hovedpuden
og gjorde gennemsigtigt Mørkets Slør — —
O, skønne Dæmringssyn, som fandt mig vaagen,
mens trygt Du blunded, favnet af min Arm!
Som hvide Tinder, dukkende af Taagen,
steg frem din Skulder og den faste Barm.
Og Skæret gled fra Ørets fine Munding
med viltre Lokkers brune Krus omkring
langs Armens Bøjning, Hoftens stolte Runding
og Benets yppigtbløde Liniesving, —
kærtegnende med Kys de runde Lemmer,
helt ud til Fodens rosenrøde Spids
og sluttede — o Syn, jeg aldrig glemmer! —
Dit hele Legem ind i Gyldenrids. —
En Drømmens Amorin, en vinget Pusling,
drog for dit Øje Laagets Silkebræm,
men lod bag Læbens aabne Purpurmusling
en Rad af hvide Perler titte frem. —
Som den, hvem Druens Kongegave kvæger,
— har først han Tørstens Krav til Tavshed bragt,
betragter andagtsfuld det gyldne Bæger,
hvori den ædle Nektar blev ham rakt —
saa nød jeg, af Erindring sødt betagen,
dit Legems rene Form med Kunstnersans,
mens ubevidst Du vendte Dig mod Dagen,
helt overgydt af Gryets Rosenglans.
Og mens din Sjæl gled hen ad Drømmens Veje,
ømt drog jeg Tæppet om min søde Brud.
Et Kys! — Og lydløst veg jeg fra Dit Leje,
trak Rudens Forhæng bort og stirred ud.
Jeg aabned Vindvet. Luftens rene Drue
af Morgnens Skaal jeg drak i dybe Drag.
Og med et Blik mod Himlens Purpurbue
jeg hilsede vort Samlivs første Dag.«