Sort er Natten, ingen Stjerne lyser,
ikke een af Himlens mange Tusend.
Alt er tyst. Som fra en mægtig Konka
lyder hult og dæmpet Havets Brusen.
Ved min Side staar min unge Hustru
i sin hvide Natdragt, skær og tugtig.
Fra det aabne Vindve strømmer Luften
mod os kvægende og blød og fugtig.
Bagved i den vinterlune Stue
lyser Amplen med sit Skær det milde.
Udenfor er Nattens dybe Mørke.
Alting stille — saa utrolig stille.
Og da siger sagte min Veninde
— hun har staaet tavs og lyttet længe —:
»Hvad er det for Toner, jeg kan høre,
som af bløde Buestrøg paa Strænge —
Hvad er det for underlige Toner,
dæmpet klingende fra fjerne Egne?
Mod den mørke Bas af Havets Brusen
ret som lyse Solstrejf de sig tegne.«
Og jeg svarer: »Disse sære Toner,
der igennem Nattens Stilhed trænge,
— rene, overjordiske og blide —
er den første Klang af Vaarens Strænge.
Det er Træk af Skovens vilde Fugle,
sønden fra paa stærke Vinger baaren
i usynlig Flugt højt over Jorden,
— som forkynder: Se! nu kommer Vaaren!«
Og da siger hun, den unge Kvinde,
lysende i Sundheds fagre Sommer:
»O, hvor dejligt dog de Toner lyder!
— Ja, jeg føler det, at Vaaren kommer!
Jeg kan føle, hvordan disse Toner
tyst indvæve sig i Nattens Drømme.
Jeg kan høre Livets Pulse banke,
Safterne til alle Knopper strømme.
Jeg kan høre Havets fjerne Brusen
svare som et Kor de klare Stemmer;
jeg kan føle — Kære! ja herinde
tydeligt jeg Vaarens Bud fornemmer.«
Og min Haand hun lægger til sit Hjerte,
mens den unge Barm bag Linet stiger.
Og saaledes staar vi længe stille,
indtil Lyden fjernt i Natten viger.
— Og da saa den Lille træt og mødig
har søgt Hvile i sin Seng omsider,
staar ved Vinduet jeg længe ene,
tænker drømmende paa svundne Tider —
paa Studenterlivets glade Dage,
Ynglingaarenes den lyse Mythe,
da, som nu, jeg mangen stille Aften
kunde staa ved Vindvet tavs og lytte —
lytte til de samme sære Toner,
og med Hjertet fuldt af Foraarslængsler
se i Natten Paradisets Porte
aabne sig for mig paa gyldne Hængsler.
Ak! — og nu! O mine lyse Drømme,
en for en som Stjerneskud I slukkes.
Og vemodig bøjer jeg mit Hoved,
smiler dog, skønt mine Øjne dugges — —
Thi endda — nu, Trækkene er skarpe,
Furer sig igennem Panden drage,
— ved det første Greb i Vaarens Harpe
svulmer Hjertet som i gamle Dage.
Og jeg ser et Syn af Pløjemarker,
saftiggrønne Enge, brune Banker,
solblankt Vand og nys udsprungne Bøge,
Anemoner, unge Brombærranker.
Og langs Krattet i den klare Morgen
vandrer jeg de kendte Stier atter.
Under Foraarssol og Lærkejubel
fører jeg ved Haand min lille Datter.
Gøgeurt, Aurikler, Anemoner
samler vi med ufortrødne Kræfter,
og jeg frydes, naar den spæde Stemme
siger deres søde Navne efter.
— Og jeg skimter bag de grønne Høje
Landsbykirkens Taarn, det hvide, lave,
søger under Digets brune Hasler
Pladsen med de kære kendte Grave.
Gad nok vidst, om Vedbendranken trives,
om der vel er Knopper paa Violen,
og om Rosen, som i Fjor blev plantet,
har sat unge Skud i Foraarssolen — —
O, men helst gad jeg dog vidst, om Vaaren,
fuld af Haab og vemodsfuld Erindring,
finder i mit eget Bryst en Kime,
som kan spire efter Overvintring.